"Vi har bygget et sammenhængende sundhedstilbud til borgerne"
Fredag var der officiel indvielse af det nye Sundheds- og Akuthus i Kalundborg Kommune.
Det er lidt over et år siden, Kalundborg Kommune og Region Sjælland tog det første spadestik til Kalundborg Sundheds- og Akuthus, og selvom der først var officiel indvielse i fredags, ja så er det 2.300 kvadratmeter store hus til 50 mio. kroner allerede taget i brug:
"Sundheds- og Akuthuset har de sidste måneder summet af liv, fordi de mange medarbejdere i huset heldigvis ikke kunne vente på, at vi politikere fik klippet den røde snor", lød det fra Jens Stenbæk, formand for Region Sjælland ved indvielsen.
Lægecenter
På matriklen ligger også et moderne lægecenter, der er indrettet i den gamle administrationsbygning til sygehuset. Sundheds- og Akuthuset og lægecenteret er forbundet af en glasgang.
"De praktiserende læger er vigtige som borgernes primære indgang til sundhedsvæsenet. I Kalundborg får vi nu styrket samarbejdet mellem praktiserende læger, kommunens tilbud og regionens tilbud. Det betyder, at vi kan udvikle tilbud om behandling, forebyggelse og genoptræning i fællesskab", sagde Jens Stenbæk.
Sundheds- og Akuthuset har desuden en lægevagt, en skadeklinik og en akutbil, der er bemandet paramedicinere.
Alvorlig sygdom og større skader behandles blandt andet på akutafdelingerne på Holbæk Sygehus og Slagelse Sygehus.