Red Sjællands Hjerter runder 10.000 likes
Region Sjælland kører facebook-kampagne for at få lov til at udføre akutte ballonudvidelser på Roskilde Sygehus.
"Vi har dokumenteret, at alt for mange borgere har alt for langt transporttid til Rigshospitalet, hvor behandlingen foregår i dag. Det koster 5-10 liv hvert år, og det er helt uforståeligt, at Sundhedsstyrelsen ikke vil forholde sig til den dokumentation, vi har lagt frem. Borgerne kan ikke være tjent med at skulle helt til Rigshospitalet, når der kan hentes mange livsvigtige minutter ved at flytte behandlingen til Roskilde Sygehus. Derfor er det dejligt at se det store engagement, så mange borgere lægger i den kampagne, hele Regionsrådet står bag", siger regionsrådsmedlem Steen Bach Nielsen.
Region Sjælland ansøgte i efteråret 2012 Sundhedsstyrelsen om tilladelse til at behandle patienter med store blodpropper på Roskilde Sygehus. Sundhedsstyrelsen afviste ansøgningen med den begrundelse, at kvaliteten var god nok som den var, og at Roskilde Sygehus ikke havde hjertekirurger på sygehuset. Men Region Sjælland mener at have dokumenteret, at kvaliteten ikke er i orden og at hjertekirurger ikke gør en forskel for overlevelsen.