Nyt hospitalsudstyr for 146 millioner kroner
Et stort flertal af regionsrådet i Region Hovedstaden har besluttet, at der i 2014 skal anskaffes nyt medicoteknisk udstyr til regionens hospitaler for i alt 146 mio. kroner.
"At få en kræftdiagnose er en ulykkelig situation, og det må være utrolig hårdt at skulle gå og vente på at komme i gang med en behandling. Derfor er jeg rigtig glad for den store opbakning, der er i regionsrådet til at investere det, der skal til, så vi kan sørge for den rette behandling på det rette tidspunkt", siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.
Udover oprustning på kræftområdet vil pengene også blive brugt på en række andre områder som f.eks. laboratorieudstyr, hjertebehandling og det kirurgiske område.