23948sdkhjf

Fugleinfluenza: Tysk gås bekymrer dansk kyllingeavler

Den sønderjyske kyllingeavler Hans Johnsen er ikke glad for, at en nordtysk gås har fået fugleinfluenza.
Det var bestemt ikke en god nyhed for kyllingeavler Hans Johnsen fra Møgeltønder, tæt ved den dansk-tyske grænse, at en vildtlevende gås i det nordlige Tyskland har fået konstateret fugleinfluenza af typen H5N8.

- Det er jeg bestemt ikke glad for. Nu er influenzaen jo kommet tæt på. Så jeg ser på det her med alvor, siger Hans Johnsen til DR Syd.

Kyllingeavleren har grund til at være bekymret. H5N8-virusset er meget dødbringende blandt især kyllinger og visse andre fugle, mens det ikke umiddelbart er farligt for mennesker. Derfor har han allerede taget sine forholdsregler.

- Vi har stoppet med at have besøgende på gården. Vi kan jo ikke se, hvor folk har rejst henne. Og nu har vi fået influenzaen så tæt på. Og hvis folk har været ude i naturen og trådt i nogle ekskrementer fra en fugl, så kan de tage det med over til os. Derfor lukker vi ned for besøgende, siger Hans Johnsen.

Hvis influenzaen skulle smitte Hans Johnsens gård, så kan det i sidste ende få økonomiske konsekvenser for ham.

- Så skal mine dyr slås ned. Og så får jeg jo et stop i produktionen, indtil vi er klar igen. Og så kommer det til at koste mig nogle penge, siger han.

Fødevarestyrelsen opfordrer alle ejere af fjerkræbesætninger og hobbyavlere til at holde øje med deres fjerkræ, men fundet af den smittede gås, får ikke styrelsen til at hæve trusselsniveauet yderligere.

- Vi holder selvfølgelig øje med, hvad der sker i landende omkring os, men der er ikke grund til, at vi hæver trusselsniveauet yderligere. Men man skal være meget opmærksom på sine dyr som besætningsejer og hobbyavler, forklarer Erik Jepsen, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen.

Typiske symptomer på fugleinfluenza hos fjerkræ er dødelighed, fald i æglægning, fald i foder- og vandindtag, luftvejsproblemer, øjenbetændelse og diarré.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063