Danske Patienter: Ualmindelig dårlig start for 1813
Region Hovedstaden må sætte himmel og jord i bevægelse for at reducere ventetid på akuttelefon, siger formand.
Det siger formand for Danske Patienter, Lars Engberg, til Ritzau.
- Det er en ualmindelig dårlig start. Jeg mener virkelig, at regionen må sætte næsten hvad som helst ind på, at få den her start rettet op igen. Det er helt uacceptabelt med ventetider på op mod en time.
- Det er synd og skam - og stærkt uheldigt for de borgere, som har brug for hjælp, siger han.
Folk i Region Hovedstaden har siden 1. januar ringet til ét nummer - 1813 - hvis de har brug for lægehjælp. Ordningen visiterer både til lægevagten og til akutmodtagelsen.
Når man ringer, får man en sygeplejerske i røret, som så vurderer, om man skal tale med en læge, møde op, eller i telefonen få råd og vejledning om sygdom.
Men siden akuttelefonen blev skudt i gang, er kritikken haglet ned over Region Hovedstaden på grund af den lange ventetide, der i perioder har været op til en time lang.
Sundhedsstyrelsen har allerede krævet, at regionen står skoleret mandag.
Og nu vil formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), foreslå på revisorernes næste møde den 22. januar, at Rigsrevisionen undersøger, hvordan Region Hovedstaden har forberedt sig på at gå fra vagtlægeordning til akuttelefon.
Lars Engberg påpeger, at den lange ventetid er ekstra problematisk, fordi man med indførelsen af 1813-telefonen har frataget borgerne muligheden for at møde uanmeldt op på akutmodtagelsen og blive registreret derfra i stedet.
- Der var måske også ventetid på skadestuen eller hos vagtlægen med det gamle system. Men så var man i det mindst registreret og inde i systemet. Så der havde man en eller anden form for tryghed.
- Men her står man og banker på døren uden for, uden at døren bliver åbnet i lang tid. Og det er et seriøst problem, siger patientforeningernes formand.
/ritzau/