23948sdkhjf

Ny metode: Havbakterier skal bekæmpe sygdomme

Danske forskere vil udvinde stoffer for at bekæmpe stafylokokker, der årligt slår flere ihjel end aids.
Som en form for trojansk hest vil forskere nu sende stoffer fra havbakterier ind i kroppen på patienter for at afvæbne sygdomsbakterier.

Det er forskere fra Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet, der vil bruge metoden til at bekæmpe modstandsdygtige stafylokokker, som, de anslår, slår flere ihjel end aids.

Metoden skal give kroppens immunforsvar mulighed for at bekæmpe bakterierne, siger professor Hanne Ingmer fra Institut for Veterinær Sygdomsbiologi på Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen.

- Idéen bygger på, at man er i stand til at gøre bakterierne mindre farlige i en periode, mens de er inde i en patient. Så har patientens eget immunforsvar tid til at blive klædt på til at slå bakterien ihjel, siger Hanne Ingmer, der sammen med ph.d. Anita Nielsen står bag undersøgelsen.

Siden 1940'erne har stafylokokker været et voksende problem på alverdens hospitaler, og i mange år har lægemiddelindustrien udviklet nye antibiotika i takt med bakterieforekomsternes aggressive fremfærd.

Men fra 1970 til 2000 er stort set ingen nye antibiotika kommet på markedet. Det betyder, at stafylokokkerne er foran i kapløbet, og modstandsdygtigheden stiger.

- De har en effektiv tilpasningsevne, som gør dem til et særligt problem. Der kommer hurtigt nye kloner, som synes at være mere farlige end dem, vi har set tidligere, siger Hanne Ingmer.

Endnu er den nye metode ikke testet på mennesker, men forskerne er et halvt år fra at teste proceduren på mus. Hanne Ingmer regner dog med, at metoden vil virke på mennesker også.

- Ud fra de forsøg, vi har lavet nu, har vi en formodning om, at det vil have en effekt på mennesker.

Mens bakterierne risikerer at udvikle modstandsdygtighed over for nye antibiotika, afviser forskerne, at det samme kan ske med den nye metode.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079