Maksimalt 14 dages ventetid på genoptræning
Når det kommer til genoptræning, er aftalen om fordelingen af satspuljemidlerne på sundhedsområdet et skridt i den rigtige retning - men vi er ikke i mål, siger Venstres sundhedsordfører.
Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde er tilfreds med, at sundhedsområdet i det hele taget får del i satspuljemidlerne, for det var ikke, hvad regeringen havde lagt op til, siger hun.
"Da vi startede forhandlingerne, mente regeringen, at sundhedsområdet stort set ikke skulle prioriteres, så det er et gevaldigt skridt fremad, at vi nu har fået afsat knap en kvart milliard til sundhedsområdet", siger Sophie Løhde.
Hun fremhæver, at det bl.a. er lykkedes at prioritere flere initiativer rettet mod forebyggelse af rusmiddelskader hos børn af misbrugere.
"Vi taler om børn, der bliver født til et liv som handicappede på grund af moderens misbrug under graviditeten. Derfor handler det her om at reducere en af de største former for ulighed i sundhed ved at styrke indsatsen for at forebygge rusmiddelskader hos børn", mener Sophie Løhde.
Vi er ikke i mål
Det er også positivt, at der nu ifølge aftalen maksimalt skal gå 14 dage, før man starter genoptræning, mener hun. Det er dog ikke lige så ambitiøst som Venstres forslag om, at der højst må gå syv dage - ellers bør patienten have ret til at vælge et andet genoptræningstilbud, understreger hun.
"Når det kommer til genoptræning, er aftalen et skridt i den rigtige retning, men vi er ikke i mål", siger Sophie Løhde.
Desuden har forebyggelse af hashmisbrug hos unge også været et prioriteret område for Venstre.
"Vi ved, at hashrygning kan starte en negativ spiral på et tidligt tidspunkt i tilværelsen. Desværre har vi set, at alt for mange unge har svært ved at gennemføre en uddannelse på grund af hashrygning. Det er derfor rigtigt godt, at vi nu får sat gang i den forebyggende indsats på ungdomsuddannelserne", siger Venstres psykiatri- og forebyggelsesordfører Jane Heitmann.