Fokus på unge og rusmidler
Gruppesamtaler og individuel rådgivning skal over de næste fire år hjælpe unge fra Lolland Produktionsskole og CELFs afdelinger i Nakskov og Maribo videre.
- Vi kan se, at der er et behov for denne indsats. Inden vi gik i gang talte vi med skolerne, og de mener selv, at de har flere elever, der kunne have behov for et forebyggende tilbud med fokus på rusmidler. CELF og Produktionsskolen deltager i både styregruppen og projektgruppen, og skolerne har udvist et stort engagement fra starten. Kontaktlærere og vejledere har taget godt imod os og de har været meget interesserede på de info-møder, vi har haft med dem. Der er ingen tvivl om, at det gode samarbejde med skolerne har været afgørende for, at det har været muligt at etablere Trust U, siger Liselotte Larsen, som er projektleder på Trust U og har det overordnede ansvar.
Trust U er inspireret af et forsøg fra Københavns Kommune, der havde stor succes med at ændre deltagernes livsvaner. Samlet set fik de reduceret forbruget af rusmidler og de blev bedre til at bide sig fast på deres uddannelse.