23948sdkhjf

Læger: Regeringen nedprioriterer sundhedsvæsnet

Ny økonomiaftale betyder historisk få penge, og det vil kunne mærkes på sygehusene, mener Lægeforeningen.
Lægeforeningen er langt fra begejstret over den ny økonomiaftale for næste år, som regeringen og regionerne har indgået tirsdag.

Lægerne mener, at den nye økonomiaftale er udtryk for en trist nedprioritering af sundhedsvæsnet, når der ses på tidligere års økonomiske aftaler.

- Faktum er, at vi skal løse meget store opgaver i de kommende år, uden at pengene følger med. Flere ældre, flere kronisk syge og nye avancerede behandlinger øger presset på sundhedsvæsnet, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

- Vi har fortsat problemer med overbelægning på sygehusene, og fra den 1. september skal sundhedsvæsnet kunne leve op til en ambitiøs udredningsret, som kræver større kapacitet og investeringer i udstyr.

De sidste år har sundhedsvæsnet haft en vækst på cirka tre procent årligt, men i den nye økonomiaftale er væksten en halv procent, skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.

Lægeformanden advarer om, at sundhedsvæsnet med den ny økonomiaftale risikerer at tabe terræn i forhold til andre velfærdsområder, og at det bliver svært at opfylde alle intentioner om hurtig, sammenhængende behandling, når der ikke følger penge med.

- Det er svært at se, hvordan vi kan finde rum til at løse udfordringerne med de kroniske syge, den stigende ulighed i sundhed og opfylde rettighederne om hurtig udredning og behandling, siger Mads Koch Hansen.

Den stramme økonomi understreger behovet for at have fokus på at forbedre kvaliteten i behandlingen.

- Regeringen og regionerne har gode initiativer på vej, men jeg savner mere håndfaste økonomiske incitamenter til, at sygehuse fremover prioriterer den bedste kvalitet i behandlingen højere, end hvor mange de kan nå at behandle, siger Mads Koch Hansen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078