23948sdkhjf

Venstres nulvækst kan koste 24.000 ansatte jobbet

Nulvækst er i virkeligheden en nedskæring, lyder det i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
24.000 færre sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere og andre offentligt ansatte end i dag. Det bliver ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) konsekvensen, hvis Venstres plan om nulvækst frem til 2020 bliver indført.

AE er nået frem til konklusionen på baggrund af tal fra Finansministeriet, skriver Jyllands-Posten.

I juni sagde V-formand Lars Løkke Rasmussen, at "udgangspunktet med udgiftsstoppet er, at så har vi præcis de samme penge, som vi hele tiden har haft".

Men når der trods en uændret pengepose alligevel vil komme færre ansatte, skyldes det, at de offentlige udgifter til køb af varer og tjenester vil stige. Og når pengeposen ikke må blive større, vil der år for år blive mindre og mindre til løn.

Den konsekvens har Venstre ikke lagt åbent frem, mener chefanalytiker i AE Martin Madsen.

- Nulvækst er en nedskæring i antallet af offentligt ansatte. Det er urealistisk over en længere årrække i lyset af flere ældre, der har behov for pleje, og flere unge, der skal uddannes.

- Man kan ikke bruge 22 milliarder kroner mindre, end regeringen vil, uden at det selvfølgelig kan mærkes, siger han til Jyllands-Posten.

Næstformand Kristian Jensen (V) vil ikke forholde sig til tallet 24.000, men han siger, at Venstres plan betyder, at flere kan få private job:

- Det er rigtigt, at regeringen regner med en større offentlig sektor, end vi gør. Når vi ikke gør det, er det for at sikre flere private arbejdspladser, og fordi vi vil bruge den vækst, der er i samfundet, til at forbedre vores konkurrenceevne, siger Kristian Jensen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078