Kommuner lukker øjnene for løndumping
Mange steder tjekkes det ikke, om firmaer udbetaler dansk løn på kommunale byggepladser, viser undersøgelse.
57 kommuner kræver dansk løn hos de byggefirmaer, der skal arbejde på kommunale byggepladser. Men 49 kommuner gør ikke noget for at sikre, at firmaerne også overholder kravet om dansk løn.
Det afslører en undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i. Kun otte kommuner svarer, at de også håndhæver deres krav om, at lønnen skal være i orden.
Københavns Kommune har indført kravet om dansk løn, men tjekker ikke, om det bliver overholdt. Det gør de til gengæld i Aarhus, viser undersøgelsen fra Beskæftigelsesministeriet.
- Vi ønsker ikke folk går til sulteløn på vores byggepladser. Derfor har vi en klar politik om at arbejde på vores byggerier skal ske til noget, der svarer til dansk løn, siger borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) erkender, at der skal gøres noget ved den udbredte løndumping i kommunerne.
Det er ikke nok med krav om dansk løn formuleret på et stykke papir. Kommunerne skal også føre kontrol med, at kravene bliver overholdt, lyder det.
- Vi undersøger også, hvordan man kan gøre det lettere at kontrollere, at arbejdsklausulerne bliver overholdt og muligheden for at give sanktioner som for eksempel en bod, skriver ministeren i et svar til Fagbladet 3F.
- Det er en proces, som vi også vil involvere arbejdsmarkedets parter i, tilføjer Mette Frederiksen.
/ritzau/