23948sdkhjf

Regionspolitikere med lægefortid: Uacceptabelt indgreb

To politikere i Midtjyllands regionsråd er på lægernes side i den verserende konflikt. De står dog ret alene.
Det er ikke udelukkende enighed, der præger regionspolitikerne i konflikten mellem netop regioner og lægerne.

For nogle politikere tager lægernes parti i sagen.

Det er blandt andet tilfældet for Mette Rohde Terp (SF), som både er religionsrådsmedlem i Midtjylland og praktiserende læge.

- Jeg er på lægernes side. Jeg er meget uenig i regionernes håndtering af sagen, siger hun til Ritzau.

Det er særligt forhandlingerne mellem de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne, som i Mette Rohde Terps optik ikke har været reelle og imødekommende, men derimod præget af "ultimative krav".

Særligt bekymrer hun sig over, at et lovindgreb risikerer at give lægerne mindre kontrol over deres arbejdsdag.

- Det er helt uacceptabelt, at man sætter lægerne uden for beslutningerne, siger Mette Rohde Terp.

- Jeg kommer til at bakke op om afleveringen af ydernumrene. Jeg følger uden forbehold PLO-formandens indstilling i denne sag, tilføjer hun.

Mette Rohde Terp beskriver det som en "enorm kontrast" og "ultimativt dilemma" at møde opbakning blandt andre læger og patienter, mens hun i politisk regi "står fuldstændig alene" med sit synspunkt.

Helt alene er hun dog ikke, for Jørgen Winther (V), der også er regionspolitiker i Midtjylland, er ikke i tvivl om, at det bliver en "meget, meget langvarig konflikt".

- Lægerne føler, at de skal fungere som købmænd i en butik, hvor det offentlige vil bestemme, hvor lang tid de må bruge på at sætte varer på plads, siger Jørgen Winther.

Han er tidligere praktiserende læge og har siddet som sundhedsordfører for Venstre i Folketinget i 20 år.

Han kalder det nuværende system "fantastisk", fordi det giver mulighed for en tættere patientkontakt og ansigt-til-ansigt behandling i højere grad end på sygehuse.

- Det er mig uforståeligt, at nogle er på vej til at ødelægge det her system. Politikerne forstår ikke, hvor ømme tæer, de træder på. En købmand ville ikke finde sig i det, det vil en praktiserende læge heller ikke, siger han.

De to politikeres kritik bliver dog afvist af regionernes chefforhandler i konflikten, Jens Stenbæk.

- Der er mange myter og misforståelser om lovforslaget, siger han.

Særligt peger Jens Stenbæk på, at mange kritiserer en mulig detailstyring, men det er "en af misforståelserne hos mange", for det indeholder lovforslaget intet om.

Mette Rohde Terp har ikke taget stilling til, om konflikten kommer til at få konsekvenser for hendes politiske virke.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098