23948sdkhjf

FOA: En reel dagpengeløsning haster

Debatindlæg af formand for FOA; Dennis Kristensen.
Dagpengesystemet er nu i mere end halvandet år blevet forsøgt repareret med lap på lap. Politikerne bør nu forpligte sig på en blivende løsning inden Folketinget sendes på sommerferie.

Lappe-løsningerne har ikke skabt holdbare løsninger. Det er nu, der må andre boller på suppen, hvis titusinder uforskyldt ikke skal skubbes helt ud af arbejdsmarkedet. Akut-aftaler, akut-job og de særlige uddannelsesordninger har ikke løst problemerne. Nu må regeringen lytte til fagbevægelsen.

FOA peger på to ting: En forkortelse af genoptjeningsretten - gerne efter den svenske model med 13 ugers arbejde. Og på optjening af dagpengeretten ved arbejde i rotationsordninger og løntilskudsjob.

Men en yderligere forkortelse af dagpengeperioden vil være at hælde salt i såret. Der er desværre ikke flertal på Christiansborg til at gøre noget positivt ved dagpengeperiodens længde. Til gengæld må politikerne nu se i øjnene, at de sender mennesker, der for længst har bevist deres tilknytning til arbejdsmarkedet, på kontanthjælp eller helt uden forsørgelse, hvis de ikke nu gør noget effektivt ved betingelserne for igen at kunne blive dagpengeberettiget.

Den tidligere regerings halvering af dagpengeperioden til to år har været et frontalt angreb på de lønmodtagere, der i årevis har passet deres arbejde, men som her under krisen har fået en fyreseddel.

Det er uanstændigt. At fjerne eksistensgrundlaget for den social-og sundhedshjælper, som i 25 år dagligt er stået op for pligtopfyldende at gå på arbejde i ældreplejen, og som nu har mistet sit job på grund af kommunens besparelser. Halveringen af dagpengeperioden blev gennemført netop på det tidspunkt, hvor arbejdsløsheden steg kraftigt, og hvor langtidsledigheden viste sig i horisonten. Det var ganske enkelt hul i hovedet.

Regeringens mantra er efterhånden indskrænket til et "vi står fast". De glemmer helt, at det er mennesker af kød og blod med familier og udgifter, der ikke bare kan sige, at de står fast, men som med hård hånd smides ud af dagpengesystemet. Om mindre end to måneder stiger antallet af mennesker, der rammes af regeringens urokkelighed, når de midlertidige lappe-løsninger udløber. Nu må regeringen, og resten af Christiansborg, droppe dette mantra og begynde at lytte.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062