23948sdkhjf

Spiserobotter og vasketoiletter i ny velfærdsplan

Regeringen, kommuner og regioner er enige om at digitalisere en række velfærdsområder frem mod 2020.
Spiserobotter og vasketoiletter er blandt midlerne, der frem mod år 2020 skal automatisere og digitalisere dele af den offentlige velfærd.

Det fremgår af en plan, som regeringen og landets kommuner og regioner mandag har fremlagt.

Planen indeholder over 30 punkter, der omhandler alt lige fra udbredelse af telemedicin over flere digitale hjælpemidler i folkeskolen til velfærdsteknologi i botilbud.

Digitaliseringsstrategien er en del af regeringens vækstplan, der skal skaffe 12 milliarder kroner til såkaldt "kernevelfærd" gennem effektiviseringer andre steder i det offentlige.

Ifølge indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) vil digitaliseringen føre til bedre velfærd.

- Som borger får du bedre velfærd, når vi bruger digitale løsninger - og samtidig får vi mere frihed til at bruge samfundets penge der, hvor de gør mest gavn, skriver hun i en pressemeddelelse.

Også socialminister Annette Vilhelmsen (SF) forudser, at strategien vil føre til, at flere borgere bliver selvhjulpne.

Det er glædeligt, at vi nu også på det sociale område har en fælles ramme for arbejdet med digitalisering. Jeg tror på, at den ny teknologi giver borgere nye muligheder, større selvhjulpenhed og mere livskvalitet, siger Annette Vilhelmsen.

Hos Kommunernes Landsforening hæfter man sig især ved satsningen på velfærdsteknologi i plejesektoren og planen om at gøre computere til en mere integreret del af hverdagen i folkeskolen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064