23948sdkhjf

Gode råd til dig med smerter

Debatindlæg af Lene Witte, direktør for Gigtforeningen.
Hvis du gennem længere tid har haft smerter, er du langt fra alene om den udfordring. Statistiske undersøgelser viser, at næsten hver 5. voksne dansker lever med smerter, der har varet i mere end 6 måneder. Personer med smerter fra bevægeapparatet udgør den største del af den gruppe.

Selvom kroniske smerter ikke nødvendigvis er "kroniske" eller vedvarende, da en del over tid får det bedre eller holder op med at have smerter, viser opgørelser, at antallet af mennesker, der lever med smerter, er støt stigende.

For nogle mennesker er kroniske smerter til stede i begrænsede tidsperioder og for andre er kroniske smerter en meget langvarig og måske livslang tilstand. Uanset hvordan dine kroniske smerter måtte udvikle sig, er det vigtigt at udnytte denne dynamik – at smerter kan være påvirkelige og foranderlige.

Smerter kan have mange forskellige årsager, og oplevelsen af smerter er forskellig fra person til person. Fordi smerter kan have mange årsager og er komplekse, er der mange forskellige metoder til at behandle og håndtere smerter. I mange tilfælde kan man stadig have et godt liv, når det gør ondt.

Smerter i led, ryg og muskler er fælles for næsten alle muskel- og skeletsygdomme. Smerter kan være akutte eller kroniske. I visse tilfælde drejer det sig om lettere lokale smerter, mens der andre gange kan være tale om meget udbredte og stærke smerter.

Opstil konkrete målsætninger

Der er meget, du selv kan gøre for at håndtere dine smerter. Herunder får du Gigtforeningens 12 bedste råd. Du kan læse meget mere på www.gigtforeningen.dk/smerter. Held og lykke.

1. Se i øjnene at du har kroniske smerter – for at lære at leve med dem.

2. Opstil konkrete målsætninger med hensyn til arbejde, fritid og samvær – for at få noget ud af dagen.

3. Bliv vred på din smerte, når den er ved at vokse dig over hovedet – for at smerten ikke kommer til at styre dit liv.

4. Tag smertestillende medicin fast på klokkeslæt og foretag kun gradvise ændringer i mængden – for at få den bedste virkning af medicinen og få stabilitet og ro i hverdagen.

5. Sørg for at komme i bedst mulig form og vedligehold den – for at have styrke til at overkomme din smerte.

6. Lær at slappe af og brug afspændingsøvelser regelmæssigt – for at give slip på smerten.

7. Sørg for at være beskæftiget – for at undgå, at smerten ikke tager overhånd, så du kan fokusere på livet frem for på smerten.

8. Lær at tidsbegrænse aktiviteter og veksle mellem forskellige beskæftigelser – for at undgå overbelastning, der giver spændinger og smerter.

9. Få familie og venner til at støtte dig i dine raske handlinger frem for i din invaliditet – for at få styrke til det, du kan.

10. Vær åben og rimelig i kontakten med din læge – for at få lægen til at give den rigtige behandling.

11. Del dine erfaringer med andre, der har smerteproblemer – for det hjælper både dig og de andre.

12. Bevar håbet – for at fremme livskvaliteten.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063