23948sdkhjf

Ældresagen: Beskæringer i hjemmeplejen er en katastrofe

Hjemmehjælpen er faldet med 1,5 millioner timer fra 2011 til 2012. Ældresagen kalder udviklingen katastrofal.
Der var 1,5 millioner færre hjemmehjælpstimer til Danmarks ældste borgere i 2012 sammenlignet med året før, viser beregninger fra Ældresagen.

Her frygter man, at de manglende timer går ud over de ældre, fordi hjemmeplejen er blevet mindre menneskelig af timebesparelserne.

- Man har virkelig skåret ned. Tidligere har kommunerne lovet os, at der kun blev skåret i det praktiske som rengøring, men nu gælder det også personlig pleje som at få tøj på og få et bad, siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen, og tilføjer:

- Det her er katastrofalt. Ofte er løsningen på besparelser, at man erstatter hjemmeplejen med en robotstøvsuger. Det er der jo hverken varme hænder, blødt hjerte eller vagtsomme øjne i.

Han peger på, at det kan ende som en "boomerang" for kommunerne, fordi besparelserne kan have den konsekvens, at flere ældre må tidligere på plejehjem eller ryger ind og ud af hospitalerne, fordi de ikke får ordentlig pleje. Og det er dyrt.

Ældresagens tal er udregnet på baggrund af en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, som viser, at både antallet af hjemmehjælpstimer og ældre, som får hjælp, er faldet fra 2011 til 2012.

Men kritikken bliver ikke genkendt hos kommunerne. Anny Winther (V) er formand for KL's social- og sundhedsudvalg og kan ikke forstå Ældresagens kritikpunkter.

- Jeg synes simpelthen, at det er en forkert lineal at måle tingene med, hvis Ældresagen har den opfattelse, at det, der er vigtigt, er at have det samme antal timer til hjælp og bistand år efter år, siger Anny Winther.

Hun mener ikke, at der er sket nogle direkte besparelser i kommunerne, men at der derimod er tale om en anden form for hjælp til landets ældre borgere.

- Det er jo et spørgsmål om, at vi omlægger vores indsats fra at gå ud og gøre ting for borgerne til nu at gå i gang med at genoptræne og forebygge funktionstab, så man kan være langt mere selvhjulpen, siger Anny Winther.

Ifølge hende betyder den nye indsats, at de ældre ikke på samme måde er "afhængige" af, at der kommer hjemmehjælpere ud flere gange om dagen som tidligere.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078