23948sdkhjf

Ny hjertestopalarm i Sygehus Himmerland

Et nyt alarmsystem skal være med til at nedsætte responstiden, så patienter med hjertestop hurtigere kommer i behandling.
Det nye alarmsystem gør det muligt for medarbejdere at alarmere hjertestopteamet ved et enkelt tryk på en knap, hvorefter teamet får automatisk besked på deres mobile håndsæt.

Med det nye system er det desuden muligt at overvåge forløbet via en skærm i Akut Modtage Afsnittet (AMA) og gribe ind i det sjældne tilfælde, at noget går galt. Informationerne bliver automatisk lagret i en digital logbog, som kan benyttes fremadrettet til at gøre forløbet endnu mere effektivt.

En unik mulighed

Lægefaglig chef i Sygehus Himmerland, Flemming Knudsen, ser store perspektiver i det nye system:

"Systemet er en unik mulighed for at overvåge antallet af hjertestop og dokumentere processen fra patienten får hjertestop til hjertestopteamet afslutter behandlingen. DDKM (Den Danske Kvalitetsmodel) stiller desuden nogle krav til responstiden, og med det nye system er det muligt at monitorere netop responstiden, hvilket gør det væsentligt nemmere at udpege områder, hvor vi kan forbedre forløbet", udtaler Flemming Knudsen.

Bedre overblik

Forløbsleder i AMA’en, Anja Boss, ser også fordele i det daglige arbejde i tilfælde af, der skulle opstå et hjertestop:

"Fra medarbejderperspektiv giver systemet rigtig god mening for de involverede i AMA’en. Det er bl.a. muligt for os at se, hvem der er nået frem til patienten, og om der mangler nogen i hjertestopteamet. Vi kan følge med i hele forløbet fra start til slut - det giver os et meget bedre overblik over situationen. Det er også en stor hjælp, at systemet guider os gennem forløbet og giver besked, når vi skal handle", siger Anja Boss.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093