Ny app skal hjælpe patienter til bedre lægebesøg
Med en ny app kan man søge i Patienthåndbogens over 3000 sygdomsartikler og 2000 illustrationer.
Danmarks største online sygdomsleksikon Patienthåndbogen bliver derfor udgivet som en gratis app, som kan hentes i Appstore og Google Play fra søndag.
Det samme gælder Lægehåndbogen.
Bag lanceringen står Danske Regioner, sundhed.dk og Lægeforeningen.
Patienthåndbogen er skrevet til almindelige mennesker og indeholder videoer og forklarende illustrationer.
- Patienthåndbogen har stor værdi i mødet med patienterne. Hvis jeg skal forklare om en sygdom, bruger jeg ofte patienthåndbogen, som har samme indhold som lægehåndbogen, men uden lægefaglige termer, siger Hans Christian Kjeldsen, praktiserende læge i Aarhus.
Patienthåndbogen bruges allerede i dag af mere end en halv million borgere via sundhed.dk.
Hos regionerne mener man, at app'en skaber tryghed og mere kvalitet i behandlingen.
- Denne app giver borgerne og pårørende adgang til viden om sygdom og behandling, så de kan møde lægen på et mere oplyst grundlag og tage aktiv del i sygdomsforløbet, siger Jens Andersen, formand for regionernes Sundheds-it.
Patienthåndbogen er ikke den eneste app, som regionerne har udgivet i 2013. I august udkom den landsdækkende akut-app, der i løbet af to dage blev downloadet af mindst 19.000 danskere.
Akut-app'en er et eksempel på regionernes samarbejde. Syddanmark lavede den første udgave, og bagefter lavede regionerne i fællesskab en landsdækkende udgave.
/ritzau/