Status over de nationale kliniske retningslinjer
På en konference tirsdag blev der gjort der status over arbejdet med de 10 nuværende retningslinjer, hvoraf fire er færdige, og seks er sat i gang. I alt skal der laves 50 nationale kliniske retningslinjer i perioden 2012 2016.
Retningslinjerne skal støtte, at der bliver en mere ensartet og samtidig højere kvalitet i udredningen, behandlingen, plejen og rehabiliteringen af patienter. De nuværende retningslinjer støtter for eksempel:
* at vurderingen og behandlingen af diabetiske fodsår er ensartet på tværs af landet
* at der er et skarpere fokus på den medicinske behandling af demens, så det er de rigtige der behandles, med den rigtige medicin og ikke længere end nødvendigt
* at der er et større fokus på træning, når patienter bliver behandlet for skulderlidelser, samt at der er ensartede operationstilbud
* at den rutinemæssige anvendelse af topikal antibiotika efter grå stær operation bliver reduceret
* at der er en systematisk tilgang til at henvise patienter til hjerterehabilitering. Det omfatter blandt andet, at personalet aktivt kan håndtere de barrierer, patienter har for deltagelse.
På konferencen blev ét af værktøjerne bag retningslinjerne, "GRADE", præsenteret. Det er en metode til at vurdere evidens og efterfølgende formulere anbefalinger, som er mere systematisk, transparent og omfattende end tidligere anvendte metoder.