23948sdkhjf

Tryghedsplejens snyd er kommunernes ansvar

Indlæg af FOA.
Det er både ubehagelige og uafviselige billeder af svindel og humbug midt i den danske velfærd, som TV2´s Operation X viste tirsdag aften, mener FOA.

Forbundsformand Dennis Kristensen kalder det "rent pirateri," når et offentligt godkendt firma i kommune efter kommune kan slippe af sted med at fakturere for ydelser, der aldrig er leveret, snyde med kvaliteten ved tilsyneladende konsekvent at bruge en hovedvægt af ufaglært arbejdskraft, og helt konsekvent stille medarbejderne markant ringere end, hvad seriøse firmaer tilbyder.

"Det må aldrig blive skatteborgernes opgave at fylde piraternes lommer, som det er sket her. Både kontrol og sund fornuft er tilsyneladende helt svigtet i kommune efter kommune i tilfældet Tryghedsplejen. Taberne er de ældre, skatteborgerne og de ansatte," siger Dennis Kristensen.

"Det er i bund og grund absurd, at kommunalpolitikere, der indgår aftaler med blandt andet FOA om løn og arbejdsvilkår for kommunal velfærd, ikke stiller krav til private firmaer om ordnede forhold for de ansatte, når de overlader skatteyderbetalte opgaver til disse firmaer. Det er ren social dumping. Det er gennemført af kommunerne. Og det er betalt af skatteborgerne," siger Dennis Kristensen.

Han mener ikke, at kommunerne kan dække sig ind under, at man har været nødt til at godkende et firma som Tryghedsplejen - fordi andre kommuner har stået for godkendelsen.

"Nej. Der er ingen undskyldning. Kommuner og regioner kan stille krav om såkaldte arbejdsklausuler. Så skal arbejdet udføres på vilkår, der svarer til det gængse for den type arbejde. Alt for mange kommuner og regioner har undladt at stille disse krav. I Tryghedsplejens tilfælde er det hele 43 kommuner, der har svigtet her. Måske kunne man forstå det, hvis Venstre-ledede kommuner og regioner prøver at spille blinde, døve og stumme. Venstre har trods alt meldt ud, at danske lønninger i deres øjne skal ned på tysk niveau. Men at øvrige politikere kun passivt ser til, at velfærds-indsatsen forsøges reduceret til et andenrangs venstrehåndsarbejde udført af piratfirmaer, er både besynderligt, uintelligent og amatøragtigt," siger Dennis Kristensen.

Han peger i den sammenhæng på, at rigtig mange private firmaer opfører sig anstændigt.

"Heldigvis hører flertallet af de private virksomheder på FOAs del af velfærds- og serviceområdet til den anstændige del af erhvervslivet, der indgår overenskomster på sædvanlige vilkår med de faglige organisationer. Men antallet af pirater på FOAs områder ser desværre ud til at være stigende."

FOA har haft en lang række sager om efterbetaling med medlemmer ansat i Tryghedsplejen. De sidste år har FOA forsøgt at opnå overenskomst med firmaet -det er indtil nu afvist.

"Vi erkender, at pirater har lov til at sige nej til en overenskomst. Men når kommuner og regioner ikke har hår nok på brystet til at tage fat på piraterne, så bør Christiansborg tage over. Det er egentlig enkelt nok. Det handler om at pålægge kommuner og regioner at bruge arbejdsklausuler, som staten jo selv anvender, og dermed stille samme krav til private virksomheder som til egne offentlige institutioner," siger Dennis Kristensen.

kilde: FOA
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078