FAKTA: Her er hjemmehjælpskommissionens anbefalinger
Hjemmehjælpskommissionens anbefalinger til, hvordan Danmark klarer udfordringerne med flere ældre. Se med her:
Mandag kom den såkaldte hjemmehjælpskommission så med i alt 29 anbefalinger, som blev overrakt til socialminister Karen Hækkerup (S).
Her kan du se et uddrag af rapportens vigtigste konklusioner:
* Hjælp til selvhjælp: Borgere, som kan forbedre deres funktionsevne, skal så vidt muligt hjælpes til at klare dagligdagen selv.
* Personer, som har omfattende og meget komplekse behov, skal have grundigere hjælp, der om nødvendigt er koordineret med sygeplejefaglige indsatser.
* Mere målrettede og fleksible såkaldt forebyggende hjemmebesøg, så eventuelle problemer kan tages i opløbet.
* Der skal arbejdes mere systematisk med genoptræningsforløb (såkaldte rehabiliteringsforløb).
* Kommunerne skal begrænse den detaljerede styring af tid og ydelser for at sikre større fleksibilitet i mødet mellem borger og medarbejdere.
* Kommunerne skal sikre bedre samarbejde mellem de forskellige aktører på hjemmehjælpsområdet, det vil primært sige hjemmesygeplejen og hjemmeplejen.
* Både private og kommunalt ansatte i hjemmeplejen skal have et fagligt løft.
* Øget brug af såkaldt velfærdsteknologi og digitale løsninger.
* Der skal skabes gode rammer for frivillig indsats på ældreområdet.
Kilde: Hjemmehjælpskommissionen
/ritzau/