23948sdkhjf

FAKTA: Her findes det kræftmistænkte akrylamid

Det udskældte stof akrylamid har været i søgelyset i over 10 år for at være kræftfremkaldende.
* Akrylamid findes i arbejdsmiljøet, drikkevandet, visse fødevarer og tobak.

* Det dannes, når man steger, bager eller griller fødevarer, der indeholder både stivelse og asparaginsyre, ved temperaturer på over 120 grader. Der kan således være akrylamid i fødevarer som brød, kiks, chips, kager, stegte kartofler, morgenmadsprodukter og kaffe.

* Ofte findes akrylamid i fødevarer med en sprød, brun overflade. Der findes ikke akrylamid i kogte og ubehandlede fødevarer.

* Ved tobaksrygning bliver der også dannet store mængder akrylamid, så rygerne har langt mere akrylamid i blodet end ikke-rygere.

* I 2002 fandt svenske forskere ved et tilfælde akrylamid i fødevarer. Dengang var der allerede en stærk mistanke om, at det var et kræftfremkaldende stof.

* Siden har akrylamid i flere dyreforsøg vist sig at være kræftfremkaldende. Om den mængde akrylamid, vi får fra kosten, er kræftfremkaldende, er dog endnu ikke afklaret.

* Et dansk studie har vist en øget risiko for brystkræft blandt tilfældigt udvalgte danske kvinder med høje mængder akrylamid i blodet, og en hollandsk undersøgelse har fundet en sammenhæng mellem akrylamidholdige fødevarer og forekomst af kræft i æggestokke og livmor.

* Man kan begrænse indtaget af akrylamid ved at undgå at tørstege, grille og friturestege sin mad og lade være med at spise branket og brændt mad.

* I 2007 lancerede Novozymes enzymet Acrylaway, der reducerer indholdet af akrylamid i fødevarer. Enzymet er blandt andet fremstillet til knækbrød, pommes frites og kaffe.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse, DR og Novozymes.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078