23948sdkhjf

Handelsskoleelever får langt mindre i erstatning

Ung invalid fik 1,3 millioner mindre i erstatning, fordi han gik på handelsskolen og ikke gymnasiet.
Rasmus Madsen var handelsskoleelev og bare 19 år, da han blev ramt af en modkørende bil og endte totalt invalideret på et plejehjem.

I dag, to år senere, er der ifølge både hans familie, skole og advokater føjet spot til skade, fordi den unge mand har fået 1,3 millioner kroner mindre i erstatning, end hvis han havde valgt gymnasiet.

- Jeg kan ikke acceptere, at han skulle være mindre værd end andre unge, siger hans mor, Lise Madsen, til Jylland-Posten.

I både landsretten og Højesteret har Købstædernes Forsikring fået medhold i, at hans fremtid kan takseres til en lavere sats.

Det skyldes, at som elev på handelsskolens HG-linje ville blive butiksansat og dermed tjene mindre end den gennemsnitlige normal-årsløn, som man efter loven tildeler gymnasieelever.

- Havde han valgt gymnasiet, ville loven udmåle ham en meget højere erstatning, fordi gymnasieelever kan uddanne sig til mange forskellige ting.

- Men det kan man altså også, selv om man som ung starter på en handelsskole, siger advokat og partner Britha Bunk fra ErstatningsAdvokaterne, som har ført sagen for den unge mand.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, undrer sig over forskelsbehandlingen.

- Det strider mod sund fornuft og virker mærkeligt at tilgodese én gruppe unge frem for en anden. Loven bør laves om, siger han til Jyllands-Posten.

Justitsminister Morten Bødskov (S) ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men påpeger, at "det i sidste instans er op til domstolene at skønne over den fremtidige indtægt", skriver avisen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063