23948sdkhjf

Konflikt: Patienter sikret behandling frem til efterår

Overenskomststrid mellem regioner og læger rammer danske patienter. Aftale udløber formentlig til september.
Selv om overenskomstforhandlingerne mellem Danske Regioner og de praktiserende lægers organisation (PLO) nu endegyldigt ser ud til at være brudt sammen, skal danskerne ikke frygte, at de ikke kan komme til konsultation hos deres egen læge.

I hvert fald ikke foreløbigt.

Opsigelsesfristen på overenskomsten er nemlig tre måneder, og det betyder, at patienter fortsat kan komme til deres egen læge hen over sommeren, fortæller formand for PLO, Henrik Dibbern.

- Det tidligste tidspunkt, vores aftale med regionerne nu kan udløbe, vil være 1. september, siger han.

Ifølge Henrik Dibbern er der god sandsynlighed for, at det såkaldte takstnævn, der ud over regionerne består af Kommunernes Landsforening, Finansministeriet og Sundhedsministeriet, opsiger aftalen i begyndelsen af næste uge.

- Der er ministermøde om tirsdagen, hvor de kigger på lovforslag, og jeg tror, vi får en opsigelse, når statsministeren har sagt ja til, at den bliver sagt op den 7. maj. Eller også får vi en opsigelse i dagene op til, siger Henrik Dibbern.

Danske Regioners chefforhandler, Jens Stenbæk, bekræfter over for Ritzau, at regionerne har anbefalet takstnævnet at opsige overenskomstaftalen med de praktiserende læger.

- Jeg er i gang med at orientere takstnævnet, og vi anbefaler nu, at vi opsiger overenskomsten. Frem til 1. september er begge parter forpligtet til at leve op til overenskomsten, siger Jens Stenbæk.

Selv om lægekonsultationen hos de praktiserende læger skulle være sikret frem til 1. september, skal danskerne ikke vide sig for sikre endnu.

Indholdet af et eventuelt lovindgreb fra regeringen i løbet af sommeren kan nemlig være så uspiseligt for nogle praktiserende læger, at de enten vælger at lukke deres praksis eller vælger at opsige deres kontrakter med de offentlige forpligtelser med regionerne.

Det kan betyde, at danskerne enten selv skal hive penge op af lommen, når de besøger lægen, eller også må finde en ny læge, som ikke er lukket, og som stadig har sin kontrakt med regionerne.

Danske Regioners chefforhandler, Jens Stenbæk, er godt klar over det mulige scenarie.

- Vi er i gang med at forberede os på et beredskab, så vi i hvert fald kan håndtere akutte patienter. Men vi kan frygte, at der kommer ret lang ventetid på nogle af de behandlinger og den service, man får hos sin praktiserende læge, siger Jens Stenbæk.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082