Lån en baby
I Randers kommune kan særligt sårbare unge eller udviklingshæmmede, der er i tvivl, om de er klar til forældrerollen, nu komme i et forløb med en såkaldt babysimulator.
Forløbet med babysimulatoren varer i tre uger:
"Babyen bliver sulten, vågner om natten, græder, skal skiftes og så videre. Vi stiller faktisk også krav til den unge om at være på barsel de ni dage, hvor babyen er med hjemme. Hvis der er en "far", skal han også være på barsel en af dagene," forklarer Jane Wiemann.
Under forløbet er der telefonisk kontakt mellem den unge og teamet, hvor der er mulighed for at drøfte de udfordringer og tanker der dukker op, når man pludselig bliver en familie.
Ikke en test
Jane Wiemann understreger, at tilbuddet ikke er en test af, om den unge er egnet som forælder. Det handler om at lade den unge afprøve, hvad opgaven som forældre går ud på.
"Vi ønsker ikke at skræmme nogen fra at blive forældre. Men vi ved alle, at det er en stor beslutning at få et barn, og i nogle tilfælde viser det sig desværre slet ikke at være som den unge havde drømt om. I sådanne tilfælde har det jo fatale konsekvenser for både barn og forældre. I værste fald går det ikke godt og barnet bliver fjernet. Det er sådanne sørgelige scenarier, vi vil undgå ved at tilbyde babysimulatorforløb," siger hun.