23948sdkhjf

Skuffet 77-årig taber både sag og hjemmehjælp

Højesteret har netop givet Køge Kommune medhold i, at det er lovligt at skære i hjemmehjælpen for at spare.
Svend Erik Hansen på 77 år er skuffet.

For Køge Kommune har netop fået Højesterets ord for, at det var i orden at fratage ham hjemmehjælpen.

- Jeg er skuffet over dommen, må jeg indrømme. Den burde være faldet ud til hjemmehjælpsmodtagernes fordel, siger Svend Erik Hansen:

- Samtlige hjemmehjælpsmodtagere i Danmark har tabt. Nu kan kommunen bruge alle mulige krumspring under påskud af at skulle spare.

I januar 2010 fik han frataget den hjemmehjælp, som kommunen ellers havde tildelt ham året før. Kommunen kaldte det sparehensyn.

Svend Erik Hansen, der livet igennem har arbejdet som brolægger, har i dag fået to nye hofter, et nyt knæ, har fået konstateret flere former for kræft, og han har dårlig balance efter en blodprop i hjernen.

De forhold bevirkede, at han i 2009 fik bevilget en time og 15 minutters rengøringshjælp hver anden uge. Den hjælp blev året efter taget fra ham, fordi en visitator mente, at han var rask nok.

- Så blev jeg gal. Det er ikke en måde at behandle ældre mennesker på, forklarer Svend Erik Hansen:

- Det er nedværdigende overfor en ældre person at sige, at de ikke fejler noget og selv kan ordne rengøring og tøjvask og alt muligt.

Derfor valgte han sammen med 87-årige Minna Jørgensen at sagsøge Køge på vegne af kommunens ældre borgere.

Og nu har både Østre Landsret og Højesteret altså vurderet, at det er i overensstemmelse med Serviceloven at reducere borgeres hjemmehjælp efter nye, individuelle vurderinger af borgernes behov.

- I princippet betyder det ikke noget for mig - andet end at jeg får tilfredsstillelse for det, som jeg har startet, nemlig at rode op i det. Men at jeg ikke har fået medhold, er der ikke noget at gøre ved, siger Svend Erik Hansen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094