23948sdkhjf

Flere ældre får mindre hjemmehjælp

Færre får hjemmehjælp. Samtidig er antallet af hjemmehjælpstimer faldet. Ældresagen: Der skæres kraftigt.
Flere ældre må spejde længe efter hjemmehjælpsbilen i indkørslen.

Færre ældre borgere får nemlig leveret hjemmehjælp. I 2012 fik 154.600 borgere varig hjemmehjælp inden for deres egne fire vægge, mens 162.800 fik hjælp i 2011 - altså et fald på fem procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Tallene afspejler en tendens, hvor hjemmehjælpen langsomt forsvinder år for år, mener Ældresagen.

- Det vidner for os om, at der skæres kraftigt ind til benet i kommunerne, siger souschef Jens Højgaard.

Udfordringen i kommunerne bliver ikke mindre af, at antallet af ældre stiger i de kommende mange år. De næste 30 år venter Danmarks Statistik, at der hvert år vil blive flere ældre, og den største stigning sker i den første halvdel af perioden.

Samtidig med at færre får hjemmehjælp, må de også deles om færre timer fra hjemmehjælpen.

Fra 2011 er det gennemsnitlige antal timer, hvor der er ydet hjælp i ældreomsorgen, faldet med seks procent - fra 513.000 timer om ugen til gennemsnitligt 482.500 timer.

- En del kan forklares med, at de nye ældre er friskere. Og kommunerne satser jo også mere på rehabilitering, så folk skal kunne klare sig selv, siger Jens Højgaard og fortsætter:

- Men det kan ikke forklare det hele. Det er også et udtryk for, at man både skærer ned økonomisk og skærper kravene til, hvem der kan få hjemmehjælp.

Selvom flest ældre får hjælp til det praktiske i dagligdagen, er timerne til støvsugning og rengøring faldet med 10 procent. Også timerne til hjælp til den personlige pleje er faldet med fem procent.

- Nu er man så langt i besparelserne, at det også rammer den personlige pleje, som jo er til endnu svagere ældre end dem, som kun får den praktiske hjælp, siger Jens Højgaard.

Det er hjemmehjælp til kvinder i alderen 75-84 år, der har haft det største fald.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08