23948sdkhjf

Besparelser på velfærden: Tænk på et tal

Debatindlæg af Dennis Kristensen, formand for FOA.
Sæsonen for de politiske partiers sommergruppemøder er skudt i gang. Et gennemgående tema vil blive effektiviserings- eller besparelsesmuligheder i den offentlige sektor. De bud på muligheder, der indtil nu har været på banen, bygger ikke på saglige analyser og fakta. De er alene fremkommet som "Tænk på et tal". Det lover ikke godt for den kommende politiske sæson.

Liberal Alliance har lagt for med et bud på at fjerne 75 milliarder kr. fra den offentlige sektor.

Det forekommer helt absurd, når Liberal Alliance vil gennemføre betydelige skattelettelser ved kraftige beskæringer af den offentlige velfærd. Regeringen vil effektivisere for 12 milliarder kr. Også det tal er udtryk for "Tænk på et tal", men regeringen vil dog bruge pengene andre steder indenfor velfærd og service, mens Liberal Alliance går efter benhårde nedskæringer for 53 milliarder kr.

Liberal Alliance har hidtil krævet, at hver gang, der blive 100 stillinger i den offentlige velfærd og service ledige, skal de 7 ikke genbesættes. Nu strammer partiet kravet til 10 stillinger, der skal nedlægges hver gang, der bliver 100 stillinger ledige.

Det er i sig selv et forrykt krav, som med usvigelig sikkerhed vil føre til betydelige velfærdsforringelser, men jeg tror heller ikke, at de 10 nedlagte pr. 100 ledige stillinger vil holde, når partiet offentliggør beregningerne bag deres forslag. Når Anders Samuelsen pointerer, at denne nedskæring ikke skal ramme de varme hænder i velfærden, så vil resten af den offentlige sektor i sagens natur skulle levere endnu større nedskæringer. Det er simpelthen hul i hovedet.

Liberal Alliance vil skaffe de resterende 22 milliarder kr. op til de 75 milliarder kr. gennem nulvækst i de offentlige udgifter.

Nulvækst fra 2014 vil betyde fjernelse af 24.500 jobs i den offentlige sektor frem til 2020. Med regeringens plan for beskeden vækst i de offentlige udgifter vil der til den tid kunne være 8.700 flere ansatte. Dermed er forskellen mellem Liberal Alliances nulvækst og regeringens beskedne vækst ikke mindre end 33.200 ansatte.

Ingen med fødderne blot nogenlunde solidt plantet i den danske velfærd kan påstå, at alle de stillinger, som Liberal Alliance vil fjerne fra fællesskabet, ikke vil betyde voldsomme velfærdsforringelser. FOAs medlemmer vil gerne medvirke til at skabe mest mulig velfærd for skatteydernes penge. Og selvfølgelig kan nogle ting gøres smartere, og de mest effektive kan naturligvis inspirere andre. Men Liberal Alliances udspil handler ikke om at skabe bedre velfærd med flere ydelser gennem effektiviseringer. Det er såmænd, når Kejserens nye klæder tages nærmere i åsyn, blot god gammeldags sparekniv. Det ville være mere ærligt, hvis partiet sagde lige ud, at "enhver er sin egen lykkes smed" skal erstatte kernen i den danske velfærd med lige afgang, lige muligheder og et fælles sikkerhedsnet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078