23948sdkhjf

Dræbte ældre med blegemiddel: Idømt 127 års fængsel

Sikkerhedsvagt på spansk plejehjem tvang flere af sine ofre til at drikke skrappe kemikalier.
En tidligere sikkerhedsvagt er dømt til 127 års fængsel for drab på 11 beboere på et plejehjem i Spanien.

Joan Vila Dilme, som de spanske medier har døbt "dødens engel", udførte drabene, mens han var ansat på plejehjemmet La Carita i Olot i Catalonien. Som sikkerhedsvagt skulle han beskytte de gamle beboere, men i stedet aflivede han en stor del af klientellet.

I oktober 2010 blev han pågrebet, efter at en 85-årig gammel beboer døde. Vila tilstod, at han havde dræbt kvinden ved at tvinge hende til at drikke blegemiddel.

Han tilstod også drab på yderligere to ældre og hævdede, at han bare ville gøre dem en tjeneste ved at afslutte deres lidelser og hjælpe dem i "himmelen".

Efterforskningen afdækkede, at yderligere otte dødsfald på La Carita mellem august 2009 og oktober 2010 var drab.

Ofrene havde fået overdoser af insulin og andre lægemidler. Flere af dem var i lighed med den 85-årige kvinde blevet tvunget til at drikke blegemiddel.

Vilas forsvarer hævdede i retten, at hans klient har mentale problemer, men det var ingen formildende omstændighed for juryen, der fandt 48-årige Vila skyldig i de mange drab.

/ritzau/dpa
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095