Partiledere bruger weekenden på at lokke lokale vælgere
I kommunalvalgkampens slutspurt tropper partilederne op i flere byer og på Facebook for at støtte partifæller.
Thorning sluttede dagen af på gågaden i Esbjerg med at uddele røde roser sammen med finansminister Bjarne Corydon (S) for i dennes valgkreds at støtte partifællen John Snedkers forsøg på at vriste borgmesterkæden fra Venstres Jonny Søttrup.
Tidligere lørdag slog hun også på valgtromme i Sønderborg og Aabenraa.
Imens lagde De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, billeder ud på Facebook af "Jon, Troels og Ruth, Radikale kandidater i Slagelse", før hun viste sin opbakning til "det radikale hold på gaden i Odense".
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, var lørdag på rundtur i sin nordsjællandske hjemstavn og glædede sig på Facebook over et "Stort fremmøde til Venstres valg-rally på Plantorama i Hillerød".
Her deltog også partiets spidskandidat til formandsposten i Region Hovedstaden, Martin Geertsen, der fik et smilende billede af sig selv lagt op på partiformandens Facebook-side.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, glæder sig ligeledes på Facebook over opbakningen til partiets byrådskandidat i Fredericia, Frank Wichmann:
"Er glad! Mødte både en DSU'er og en VU'er på gaden i Fredericia som uopfordret konstaterede: "LA har klart den bedste debattør. Ham Frank gør det fantastisk".
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fra Thyregod holder sig lørdag i lokalområdet. " I dag er jeg på gågaden i Vejle kl. 11-13 og til julemesse i Gadbjerg ved Give kl. 14-15", meddeler han på Facebook.
De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, "fører kampagne i Nykøbing" og er i "Holstebro hele dagen og hjælpe de lokale K kandidater" efter et "lørdag morgenmøde om erhvervsudvikling i Odsherred", lyder det på Facebook.
I Aalborg forsøger Enhedslistens veteran Per Clausen at komme i byrådet. Derfor er han "på Nytorv fra klokken 11 med kaffe, musik og flyers. Kom forbi", lyder hans opfordring på Facebook.
/ritzau/