23948sdkhjf

En bæredygtig frontløber

Odense Fødevarefællesskab fik stor applaus fra en propfyldt festsal på Odense Rådhus, da foreningen fik overrakt Odense Bæredygtighedspris.
Odense Bæredygtighedsråds formand Anker Boye glæder sig over, at Odense Fødevarefællesskab, som en lokal odenseansk aktør, støtter op om at gøre Odense mere bæredygtig:

- Vi står overfor store udfordringer, som vi kun kan løse, hvis kommunen, virksomheder, organisationer, frivillige med flere trækker på samme hammel. Og så bliver jeg ganske enkelt glad, når vi i Odense har en bæredygtig frontløber som Odense Fødevarefællesskab, der har blandt andet miljø, økonomi, lokal handel, fællesskaber og samarbejde som pejlemærker. Og det vil Odense Bæredygtighedsråd gerne belønne med denne pris, sagde Anker Boye, som også pointerede at Odense Fødevarefællesskab var kommet godt rundt i hjørnerne af bæredygtighedsbegrebet.

Et pejlemærke og bærende element i foreningens aktiviteter

Odense Fødevarefællesskab er en økologisk indkøbsforening, der samarbejder med fynske økologiske landmænd. Foreningens formål er at gøre lokalproducerede, sæsonbetonede økologiske fødevarer tilgængelige for medlemmerne til fair priser og til gavn for miljø, biodiversitet, klima, lokal handel m.m. Foreningen drives på frivillig basis af medlemmerne. Fødevarefællesskabet er åbent for alle og er aktiv i det odenseanske byliv og derudover rammen om en lang række sociale aktiviteter. Foreningen har oplevet støt stigende medlemstilgang siden etableringen i 2011.

- Vi er utrolig glade for, at Odense Bæredygtighedsråd har valgt Odense Fødevarefællesskab, som modtager af Odense Bæredygtighedspris 2012. Bæredygtighed har altid været et pejlemærke og bærende element i foreningens aktiviteter. Og den anerkendelse vi nu har fået, er jeg sikker på kun vil øge interessen for vores aktiviteter, siger Peter Bærentsen, formand for Odense Fødevarefællesskab.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062