FAKTA: Det bestemmer dine folkevalgte i kommunen
Kommunen kan ikke afskaffe hjemmehjælp, men har indflydelse på, hvordan den ser ud. Se her, hvad kommunen kan.
Se her, hvor stor indflydelse de folkevalgte kommunalpolitikere har på danskernes hverdag:
* Mens Folketinget bestemmer de overordnede lovgivningsmæssige rammer, for eksempel at der skal være hjemmehjælp til de ældre i Danmark, så har kommunerne ansvaret for administration og drift af opgaverne. Altså hvordan hjemmehjælpen skal finde sted i praksis.
* Magten til at bestemme over de nære lokale forhold er på den måde hos kommunalbestyrelserne i de enkelte kommuner.
* Kommunerne har nemlig ansvaret for mange af de offentlige ydelser, som sætter præg på danskernes dagligdag.
* For eksempel folkeskoler, daginstitutioner, ældrepleje, tandpleje, beskæftigelsesindsats i jobcentre, biblioteker, integrationsindsats og mange flere.
* Kommunalbestyrelsen er den øverste kommunale myndighed. Det betyder, at de folkevalgte som udgangspunkt kan tage stilling til enhver sag, der vedrører kommunen, og har ansvar for de beslutninger, kommunen træffer.
* Dog overlader kommunalpolitikerne i praksis en del af beslutningerne til udvalg og til forvaltningen. Det er nødvendigt, hvis ikke kommunalbestyrelsen skal drukne i arbejde.
* De vigtigste beslutninger ligger dog i hænderne på kommunalpolitikerne, som for eksempel skal blive enige om kommunens budgetter.
Kilde: Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Folketinget
/ritzau/