23948sdkhjf

Fluelarver kan rense og hele diabetessår

Danske forskere er på sporet af fluelarvers sårhelende hemmelighed. Det kan hjælpe patienter med sukkersyge
Et dansk forskerhold har afsløret en del af hemmeligheden bag fluelarvers enestående evne til at rense og hele kroniske sår hos blandt andet sukkersygepatienter.

En tepose der kribler og krabler

Opdagelsen vækker håb om, at man på sigt kan lave et fluelarveinspireret plaster, som kan erstatte de virkelige fluelarver på hospitalsstuerne, skriver Experimentarium.dk.

Den 52-årige sukkersygepatient Frank Nielsen ligger i en hospitalsseng på Bispebjerg Hospital. På foden har han et stort sår, som han fik for mere end to år siden, og som ikke har villet hele.

Sygeplejerske Lis Kirkedal tager noget, der ligner en tepose, hvor det kribler og krabler indeni, og putter det direkte ind i Frank Nielsens sår.

Posen er fyldt med 150 lysebrune fluelarver, som skal mæske sig i Frank Nielsens uhelbredelige sår, som er ildelugtende og fyldt med dødt væv i gulsorte nuancer.

Da sygeplejersken fjerner bandagen tre dage efter, er der sket en forvandling. Det døde væv er væk, og såret er rødt som en bøf og lugter ikke. Fluelarverne har ædt sig tykke og fede og er vokset fra tre millimeter til én centimeter i længden.

Grimme sår heler

For fire år siden havde forsker og ph.d. Anders Schou Andersen den samme oplevelse. Han fulgte behandlingen af en sukkersygepatient, hvor fluelarverne mirakuløst fik et grimt sår til at hele, og reddede patientens ben fra at blive amputeret.

"Først troede jeg, at behandling med fluelarver var noget hokuspokus fra Ny Guinea, men da jeg så resultatet af behandlingen, var jeg fuldstændig solgt," siger Anders Schou Andersen.

Han arbejdede på det tidspunkt på Statens Serum Institut og nu har sin daglige gang på enzymvirksomheden Novozymes.

"Jeg måtte finde ud af, hvad det var for en hemmelighed, som de små biokirurger - fluelarverne - bærer rundt på," fortsætter han.

I dag er Anders Schou Andersen og kollegerne fra Statens Serum Institut blevet meget klogere. De har opdaget, at fluelarverne gør to ting.

Dels producerer de anti-mikrobielle stoffer, som kan slå grimme bakterier som streptokokker og stafylokokker ihjel. Og dels producerer de en cocktail af fordøjelsesenzymer, som fluelarverne i bogstaveligste forstand kaster op i såret.

"I såret klipper fordøjelsesenzymerne det døde væv i små stykker, og denne suppe af dødt væv suger fluelarverne så op. Det betyder, at når fluelarverne har spist færdigt, vil der kun være sundt væv tilbage i såret, og det vil gøre det muligt for såret at hele. Samtidig sørger fluelarvernes antimikrobielle stoffer for, at mængden af sygdomsfremkaldende bakterier i såret bliver reduceret," siger Anders Schou Andersen til Experimentarium.dk.

//ritzau//
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079