23948sdkhjf

Fejlbehandling koster 814 millioner kroner

Fejlbehandlede patienter fik rekordmange penge i erstatning i 2011, viser en ny opgørelse.
Rekordmange patienter har fået erstatning i 2011 efter fejlmedicinering eller forkert behandling i sundhedsvæsnet.

I 2011 brugte regionerne 814 millioner kroner på at betale erstatning gennem Patientforsikringen, skriver netavisen Altinget.dk. Det er 100 millioner kroner mere end året før og dobbelt så meget som i 2006.

Tallene er foreløbige og viser, at der i 2011 blev anmeldt 8374 sager - hvilket er 3000 flere end i 2006. Formanden for Danske Patienter, Lars Engberg, er stærkt bekymret over udviklingen.

- Dårlig kvalitet i behandlingerne får store menneskelige konsekvenser. Det betyder også, at der skal udbetales store summer i erstatninger, siger han.

- Og at der bruges enorme ressourcer på at behandle patienter, der bliver genindlagt på grund af fejlbehandling. Samlet set er der tale om massive omkostninger, som i stedet kunne være anvendt andre steder i sundhedsvæsnet, siger Lars Engberg til Altinget.dk.

Lars Engberg mener, at stigningen kan skyldes, at patienterne er blevet bedre til at søge erstatning, men at hovedårsagen er den øgede produktivitet i sundhedsvæsnet de seneste år.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet kalder stigningen et finansielt problem.

- Men det er jo en rettighed, som, når den udnyttes, koster kassen. I den forstand er det næppe noget, man kan gøre meget ved, med mindre man ændrer lovgivningen, siger han til netavisen.

Han opfordrer politikerne til at undersøge, om årsagen skyldes flere fejl, eller at patienterne er blevet bedre til at klage.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063