FOA: Ældrekommissionens anbefalinger er rigtige
Ældrekommissionen fremlagde torsdag sine anbefalinger om, hvordan man kan øge livskvaliteten for beboerne på plejehjemmene. FOA har deltaget i kommissionens arbejde, og mener, at anbefalingerne er indlysende rigtige
Sektorformand, Karen Stæhr, der har deltaget i Ældrekommissionens arbejde, mener, at anbefalingerne bygger på en logik for, hvordan vi som samfund bør behandle både ældre og medarbejdere:
"Jeg synes, at Ældrekommissionens anbefalinger dybest set er ganske logiske, og burde være grundlaget for, hvordan vi ønsker at behandle vores svage borgere."
I rapporten bliver det slået fast, at hjælpen til de ældre skal ydes med respekt, indlevelse og professionalitet.
Respekt og indlevelse
Karen Stæhr mener, at både respekt og indlevelse er vigtige menneskelige faktorer, men påpeger samtidig vigtigheden af, at de ansatte har tid og mulighed for at bruge deres faglighed.
"Kommissionen bad SFI om at undersøge livskvaliteten i plejeboligen, og her svarede en relativ stor andel af medarbejderne, at de ikke mente, at kvaliteten i omsorgen og plejen var tilstrækkelig god. Faktisk sagde én ud af fire medarbejdere, at kvaliteten af plejen skal forbedres, og at det er tidspres i det daglige, dårlig planlægning og dårlig ledelse, der er årsagen hertil," siger Karen Stæhr.
Oplevelsen af, at man som medarbejder ikke kan gøre det godt nok i hverdagen, kommer tidligt i ens arbejdsliv. Det viser en ny undersøgelse, som FOA har foretaget blandt unge medlemmer under 31 år.
Her svarer næsten halvdelen - 43 procent - at de i hverdagen ikke kan gøre deres arbejde så godt, som de lærte det på deres uddannelse.
Og det foruroliger Karen Stæhr.
"De unges svar fortæller noget om, at vi er på vej mod en kultur, hvor man ikke har tid til at bruge sin faglighed, og hvor man i praksis aflærer det, man har lært på uddannelsen i stedet for at bruge det. Jeg ser derfor frem til, at kommissionens anbefalinger også er noget, man vil afsætte ressourcer til, så de kan blive efterlevet," slutter Karen Stæhr.