23948sdkhjf

Ekspertpanel skal se på placeringen af partikelterapicenter

Et internationalt ekspertpanel skal vurdere, om det kommende partikelterapicenter skal ligge i Aarhus eller i Købehavn
Sundhedsstyrelsen har nedsat et internationalt ekspertpanel til at vurdere de to ansøgninger, der er indsendt angående placeringen af det første danske partikelterapicenter ved enten Aarhus Universitetshospital Skejby eller Rigshospitalet. Da de oprindelige ansøgninger blev indsendt i september 2011, er de to ansøgere blevet bedt om at indsender supplerende ansøgningsmateriale, ligesom repræsentanter for de to ansøgere vil få foretræde for panelet til besvarelse af spørgsmål fra panelet.

Det internationale ekspertpanel holder sit første møde i København den 8.-9. oktober, og Sundhedsstyrelsen forventer at panelets rapport ligger klar i februar 2013. Sundhedsstyrelsens enhedschef, overlæge, ph.d. Søren Brostrøm fremhæver, at panelet er sammensat i tæt dialog med både Århus og Rigshospitalet.

- Panelet har fået en faglig bredde og tyngde, som sikrer, at fagligheden er i højsædet i denne proces. Med panelet har vi fået en håndfuld eksperter, der tilsammen repræsenterer årtiers erfaring med opbygning og drift af partikelanlæg, og erfaring med hvilke patienter, der kan henvises til og behandles med partikelterapi. Panelets medlemmer har alle forskningserfaring på området og erfaring med at bedømme ansøgninger og rådgive myndigheder på området. Jeg ser frem til et spændende arbejde med panelet, siger Søren Brostrøm.

Bedre behandlingstilbud til danske patienter

Danske patienter bliver allerede i dag sendt til partikelbehandling i udlandet. Med etableringen af det første danske center for partikelterapi vil forskning og behandlingstilbud blive styrket for danske patienter. For nogle patientgrupper forventes behandlingen at være bedre end den strålebehandling, som tilbydes i dag. Partikelterapi vurderes blandt andet at være særligt velegnet til behandling af visse kræftformer hos børn. I udlandet foregår der en del forskning på området, og der etableres løbende nye partikelterapianlæg. Partikelterapi er dermed ved at bevæge sig fra forsøgsbehandling til en mere tilgængelig behandling.

Partikelterapi, der også kaldes protonbehandling, er en særlig form for stråleterapi. Partiklernes fysiske egenskaber gør, at virkningen afsættes inden for en veldefineret dybde i kroppen, så strålerne kan koncentreres i det syge kræftvæv og dermed gives med højere dosis og mindre skade på det raske væv.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079