23948sdkhjf

Videnscenter skal gøre os klogere på overvægtige børn

Centret skal yde rådgivning til de nordjyske kommuner og samtidig fange de børn, som er i risikogruppen for at få følgesygdomme på grund af svær overvægt.
I Nordjylland skal et videnscenter for svært overvægtige børn, "Videnscenter for Børneadipositas", være med til at give viden om, hvad der bedst kan hjælpe børn til et slankere liv.

Politikerne i Region Nordjylland har i budgetaftale 2013 bevilget en startsum til oprettelse af Videnscenter for Børneadipositas. Målet er, at centret skal yde rådgivning til de nordjyske kommuner og samtidig fange de børn, som er i risikogruppen for at få følgesygdomme på grund af svær overvægt.

- Kommunernes tilbud til overvægtige børn er i dag spredte. Vi ønsker med videnscentret, at vi fra regionens side kan levere ekspertise og rådgivning til de nordjyske kommuner, så vi i langt højere grad kan spotte og sætte ind over for de børn, som kan være i risikogruppen for at udvikle følgesygdomme på grund af overvægt, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Pilotprojekt på Aalborg Sygehus

Videnscentret kommer til at holde til på Børneafdelingen på Aalborg Sygehus, som for ni måneder siden etablerede et pilotprojekt med Aalborg kommune om netop samarbejdet om overvægtige børn på tværs i sundhedsvæsnet.

Hidtil har 23 børn fra Aalborg kommune deltaget i projektet, hvor de er blevet screenet for tilgrundliggende sygdomme og følgesygdomme.

Af disse børn har det for eksempel vist sig, at fire har stor risiko for at udvikle type 2 diabetes og, at tre af børnene har forhøjet kolesteroltal.

- Vi ved, at der er stærkt brug for at finde frem til effektive behandlingstilbud på sygehusene, og der er behov for forebyggende løsninger i kommunerne. Vi glæder os derfor til at oprette et videnscenter, hvor vi samler ekspertisen og breder viden ud til de nordjyske kommuner, så vi kan styrke arbejdet med at nedbringe antallet af svært overvægtige børn, siger børnelæge Ronni Bengtson Jacobsen fra Børneafdelingen på Aalborg Sygehus.

Planen er, at de nordjyske kommuner fremadrettet skal inddrages i samarbejdet med videnscentret via Sundhedsaftalerne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078