23948sdkhjf

Højere lønsumsafgift betyder forringet sundhed for de svageste

Regeringens planlagte forhøjelse af lønsumsafgiften som en del af finansloven vil have negative konsekvenser for sundhedstilstanden hos de svageste i samfundet, advarer blandt andet Tandlægeforeningen, Danske Fysioterapeuter og Dansk Erhverv.
Det er de svageste i samfundet, som ender med at betale prisen for regeringens finanslovsforslag om at forhøje lønsumsafgiften for de momsfritagne virksomheder med knap 1 procentpoint, mener flere organisationer. Lønsumsafgiften skal give 465 mio. kroner ekstra til statskassen, hvoraf en stor del vil blive sendt videre til danskerne. Lønsumsafgiften vil nemlig resultere i højere priser for sundhedsydelser i bred forstand, vurderer sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv Martin Koch Pedersen.

- Regeringen lægger en ekstra skat på sundhed med beslutningen om at øge lønsumsafgiften. Det vil blive dyrere for den enkelte borger at gå til eksempelvis tandlæge og fysioterapeut, hvilket uden tvivl vil betyde, at de danskere, som økonomisk er ringest stillet, må skære på deres sundhed. En sådan indirekte brugerbetaling på sundhedsområdet er stik imod regeringens erklærede hensigt om at øge ligheden og reducere brugerbetalingen i sundhedsvæsnet, siger Martin Koch Pedersen.

Urimelig ekstra udgift

Også hos Tandlægeforeningen finder man forslaget om at hæve lønsumsafgiften alarmerende.

- Tandlægeforeningen finder det urimeligt, at tandlægerne pålægges en sådan ekstra udgift. Regningen kan i sidste ende kun havne ét sted, nemlig hos patienterne. Dermed vil der indirekte være tale om en forhøjelse af patienternes egenbetaling, og det vil ramme en række særligt udsatte patientgrupper, som vi mener betaler rigeligt for tandbehandling i forvejen, siger formanden for Tandlægeforeningens klinikejerudvalg Susanne Kleist.

Afgiften kan blive en udgift for statskassen

Hos Danske Fysioterapeuter vil langt hovedparten af de 600 klinikker blive berørt af beslutningen om at øge lønsumsafgiften. Det er endnu for tidligt at gøre regnestykket op, men det vil med garanti have konsekvenser for de svageste i samfundet, vurderer fungerende formand Tina Lambrecht.

- Det svarer jo til at lægge højere afgifter på grøntsager. Regningen for det her vil i sidste ende ramme borgere med behov for behandling, siger hun og peger samtidig på, at afgiften paradoksalt nok kan gå hen og blive en udgift for statskassen. For jo flere med for eksempel ondt i knæet, der selv går til fysioterapeut og får hjælp til at løbetræne rigtigt, jo lavere bliver udgifterne i sundhedsvæsnet, siger fungerende formand Tina Lambrecht.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062