23948sdkhjf

Danskerne vil have digitale velfærdsrettigheder

En ny undersøgelse fra KMD Analyse viser, at danskerne bakker om op, at ældre og kronisk syge i alle landets kommuner skal have adgang til velfærdsteknologiske løsninger. Der er samtidig opbakning til at give borgerne en ret til at få tilbudt digital pleje. Derved har regeringen og KL ved årets kommuneforhandlinger fået en positivt digital tilkendegivelse fra danskerne, når indretningen af fremtidens velfærd skal sammensættes. Analysen viser dog også, at danskerne ikke er til digital tvang.
Når politikerne ved årets kommuneforhandlinger skal drøfte, hvordan fremtidens velfærd skal indrettes, så får de en klar pejling fra borgerne. Her er man klar til at gøre tingene digitalt anderledes end i dag. Det viser den helt nye undersøgelse "Danskerne og velfærdsteknologien" fra KMD Analyse.

- Velfærdsteknologi er en god mulighed for at forene målene om bedre kvalitet i plejen og mere effektiv udnyttelse af de sparsomme offentlige ressourcer. Vores analyse peger på, at danskerne er parate til at indrette omsorgsydelserne mere digitalt. Det bør forhandlingsparterne have in mente, når de i de aktuelle forhandlinger, ser på, hvordan velfærden skal indrettes fremadrettet siger Lars Monrad-Gylling, adm. direktør i KMD.

Danskerne vil have digitale velfærdsrettigheder

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at "det skal undersøges, hvordan det for kroniske patienter og andre særligt relevante patientgrupper, kan gøres til en rettighed at tilvælge telemedicinske løsninger, som en del af sin behandling".

Det er stor opbakning til digitale velfærdsrettigheder blandt borgerne ifølge undersøgelsen. 68% af befolkningen erklærer sig helt eller delvist enige i, at det vil være en god idé at sikre danskerne en digital velfærdsrettighed, der garanterer, at kronisk syge og modtagere af hjemmehjælp på udvalgte områder har ret til at få tilbudt velfærdsteknologi til eksempelvis at kommunikere via video med sundheds- og plejepersonale.

- Regeringens ambitioner om digitale velfærdsrettigheder harmonerer fint med befolkningens ønsker på området. Borgerne ser på linje med regeringen velfærdsteknologi som noget positivt, som man gerne vil sikre, at danskerne får mulighed for at benytte, siger Lars Monrad-Gylling.

Alle skal have adgang til velfærdsteknologi

Regeringsgrundlaget peger endvidere på, at Regeringen i samarbejde med kommunerne vil undersøge mulighederne for at øge udbredelsen af velfærdsteknologi inden for ældreområdet. Det er der bred opbakning til i befolkningen.

KMD Analyses undersøgelse viser, at det ligger danskerne på sinde at sikre, at kronisk syge og ældre får lige mulighed for at benytte sig af velfærdsteknologi uanset, hvor de har valgt at bosætte sig i landet. To tredjedele af befolkningen (67%) erklærer sig helt eller delvist enige i spørgsmålet om, hvor vidt anvendelsen af velfærdsteknologi bør tilbydes til de ældre og kronisk syge i alle kommuner i hele landet.

Undersøgelsen viser endvidere, at et flertal i befolkningen er indstillet på at benytte sig af velfærdsteknologi, hvis de skulle komme i den situation, at de fik behov for hjemmepleje eller behandling for kroniske lidelser. Således tilkendegiver 70% af de adspurgte at ville benytte sig af velfærdsteknologi, mens yderligere 14% giver udtryk for, at de måske vil benytte velfærdsteknologi, hvis de fik behov for det. Kun 13% af befolkningen er således afvisende over muligheden.

- Undersøgelsen viser, at befolkningen i højere grad ser muligheder end begrænsninger i de nye teknologier. Danskerne vil gerne selv benytte velfærdsteknologi og ser det gerne udbredt til hele landet. Det er yderst positivt, når nu vi står foran en opgave med at indrette vores velfærdservices på en ny og smartere måde, siger Lars Monrad-Gylling.

Et godt udgangspunkt er på plads

Tallene dækker dog over visse forskelle på tværs af alder, køn og uddannelse. De mest positive for at benytte velfærdsteknologi er yngre, højtuddannede mænd. Og de mest skeptiske er folk på 76 år eller ældre. Undersøgelsen viser dog, at borgere, der i dag modtager hjemmehjælp, ikke er mindre tilbøjelige til at ville bruge velfærdsteknologi end borgere for hvem, det kun er en tænkt situation.

- Det er kun naturligt, at den ældre generation, der ikke er opvokset med al den nye teknologi, forholder sig mere afventende. Men det er værd at bemærke, at mange borgere, der allerede i dag modtager hjemmehjælp, bakker op om de digitale muligheder. Det giver en rigtig fornuftig platform at arbejde ud fra, fortæller Lars Monrad-Gylling.

Selv om størstedelen af befolkningen gerne vil benytte velfærdsteknologi og gerne ser det udbredt til hele landet er borgerne ikke parate til at blive pålagt at bruge velfærdsteknologi. Således mener 94% af befolkningen, at det skal være frivilligt for modtagere af hjemmepleje og kronikere, om de vil benytte sig af velfærdsteknologi.

- Samlet tegner der sig et billede af en befolkning, som meget gerne vil velfærdsteknologi, men i deres eget tempo. Det er et rigtig godt udgangspunkt for udbredelse i stor skala. Det ligger lige for at tilbyde velfærdsteknologiske løsninger til den brede gruppe, som meget gerne vil benytte dem. Og da det er vigtigt, at man skal føle sig tryg med de nye teknologier, kan man lade de afventende se tiden an og finde ud af, om det er noget for dem, forklarer Lars Monrad-Gylling.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078