23948sdkhjf

Forening: Gigtmedicin skal på recept

For rigtig mange mennesker gør NSAID’er mere skade end gavn, siger Gigtforeningens direktør.
Et nyt dansk forskningsprojekt er endnu engang med til at understrege, hvor farlige de smertestillende midler NSAID er, mener Gigtforeningen. I en netop publiceret artikel skriver forskere fra Gentofte Hospital, at risikoen for en ny blodprop i hjertet som følge af brug af NSAID’er er langt større end hidtil antaget hos mennesker med hjertesygdomme. Mange imflamatoriske gigtsygdomme, f.eks. leddegigt, øger risikoen for hjertesygdomme.

Det får nu Gigtforeningens direktør, Lene Witte, til at kræve, at alle NSAID-produkter skal være receptpligtige. I dag sælges produkterne, f.eks. Ipren, i håndkøb.

- For rigtig mange mennesker gør NSAID’er mere skade end gavn. Alligevel kan man købe dem, som man køber lakrids i supermarkedet. Det er helt vanvittigt, og det må stoppe. Ved at gøre det receptpligtig kan vi være sikre på, at en læge har vurderet patientens smerter og - som altid, når der udskrives receptpligtig medicin - opvejet virkninger med bivirkninger, siger Lene Witte.

I samråd med lægen

Ifølge Dansk Selskab for Farmakoepidemiologi dør årligt i mellem 100 og 200 mennesker herhjemme af NSAID-forårsagede maveblødninger. Lægemiddelstyrelsen har fået indberetninger om 40 dødsfald på grund af hjerte-/karbivirkninger i forbindelse med NSAID-behandling. Derudover har der været mistanke om, at brug af NSAID kan være årsag til pludselig hjertedød hos idrætsudøvere, men indtil videre har man ikke kunnet dokumentere en sådan sammenhæng.

- Vi ved, at rigtig mange mennesker har et afslappet forhold til håndkøbsmedicin, og snupper en pille, når det gør ondt. Og vi ved, at NSAID så er blandt favoritterne. Mange gigtpatienter har svære smerter, og jeg har stor forståelse for, at de kan have brug for stærkt smertestillende medicin. Det skal også fremover være muligt for dem. Men det er nødvendigt, at det sker i samråd med deres læge, så de ikke får flere alvorlige sygdomme, mener Lene Witte.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062