Japansk medicinalkoncern finansierer forskning i Danmark
Danske lægemiddelforskere kan nu få finansieret deres forskning af den japanske medicinalkoncern Shionogi. Fem danske universiteter indgår aftale med Shionogi om koncernens finansiering af forskningsprojekter i Danmark.
Danmark er valgt på grund af de danske universiteters stærke forskningskompetencer, som bidrager til den danske medicinalbranches stærke internationale position. En forskning som Shionogi naturligt nok ønsker at drage fordel af.
- Danmark har Medicon Valley, som er en af de bedst kendte biotechklynger i Europa, og mange biotech-virksomheder fremmer aktivt forskning og udvikling sammen med universiteter og akademiske institutioner. Vi er beærede over at få denne mulighed for at etablere forskningssamarbejder ( ). Vi forventer at skabe internationale kompetencer ved at interagere med forskere med banebrydende viden. Ved at udnytte denne mulighed, vil vi kunne accelerere vores globale udvikling baseret på forskning og udvikling, siger Isao Teshirogi, CEO, Shionogi & Co
Arbejdspladser og vækst
Konkret vil danske forskere kunne få finansieret deres forskning i kortere eller længere perioder via Shionogis forskningspulje. Det kan i sig selv betyde mere forskning og flere beskæftigede på danske universiteter.
- Det styrker også danske virksomheder, at dansk forskning udvikler sig via internationalt samarbejde. Og håbet er naturligvis, at dette dansk-japanske forskningssamarbejde skaber arbejdspladser og vækst i Danmark. Vi arbejder i Invest in Denmark langsigtet på, at store koncerner placerer deres europæiske forsknings- og salgsaktiviteter i Danmark, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.