23948sdkhjf

Minister-opsang til kommunerne

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup har sendt brev til landets kommuner, hvor hun præciserer over for kommunerne, at de skal overholde reglerne og bevilge de hjælpemidler, som den enkelte borger har krav på.
Landets 98 kommuner har netop modtaget et brev, hvor social- og integrationsminister Karen Hækkerup i klare vendinger gør kommunerne opmærksomme på, at borgerne skal have stillet de hjælpemidler til rådighed, som de har krav på.

Brevet til kommunerne sendes i forlængelse af et hasteindkaldt samråd i Folketingets socialudvalg kort før sommerferien. Her var social- og integrationsministeren kaldt i samråd af socialudvalget på foranledning af Anne-Mette Winther Christiansen, folketingsmedlem for Venstre. Udvalget bad social- og integrationsministeren om at redegøre for, hvilke initiativer ministeren vil tage, for at sikre at kommunerne lever op til reglerne og altid foretager en konkret og individuel vurdering i forbindelse med udskiftning af hjælpemidler efter servicelovens § 112, med henvisning til at flere kommuner ikke lever op til reglerne.

Samrådet var blandt andet indkaldt, fordi det er kommet frem, at bl.a. Aarhus Kommune har masse-udsendt standardbreve til brugere af hjælpemidler og meddelt, at deres nuværende hjælpemiddel var udgået af kommunens sortiment. Brugerne fik i brevet oplyst, at de ved næste bestilling vil få det nye produkt tilsendt. Kommunen havde således ikke foretaget en konkret og individuel vurdering af den enkelte brugers situation, sådan som loven kræver.

Ønske om mere præcis formulering

Hos foreningen RYK, der er en brugerstyret interesseorganisation for mennesker med rygmarvsskade, er man meget tilfredse med ministerens klare udmelding til landets kommuner.

- Vi håber meget, at ministerens henvendelse til landets kommuner betyder, at reglerne fremover overholdes af alle landets kommuner", siger Mikkel Bundgaard, medlem af foreningen RYK´ s bestyrelse.

Mikkel Bundgaard glæder sig også over, at ministeren i brevet til kommunerne understreger, at der ved vurdering af, hvad der er bedst egnet også skal indgå oplysninger om hjælpemidlets kvalitet, driftssikkerhed, betjeningsmulighed, driftsudgifter, holdbarhed, krav til service, garanti, service- og reparationsmuligheder. Han kunne dog godt ønske sig, at brevet til kommunerne på en række områder var lidt mere præcist formuleret for at undgå, at man rundt om i kommunerne tolker ministerbrevet forskelligt.

- Det er i sagens natur vigtigt, at der ikke kan opstå tvivl om, hvordan ministerens brev skal fortolkes, så jeg håber, at ministeren om nødvendigt vil præcise yderligere, så reglerne administreres efter de samme retningslinjer ude i alle landets kommuner", siger Mikkel Bundgaard.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062