23948sdkhjf

Ingen penge til velfærd

Regeringens velfærdsreform er gennemhullet som en si. Ifølge tænketank mangler der otte milliarder. Regeringen kan ikke indfri de løfter, de har givet om at forbedre velfærden
Der mangler otte milliarder kroner for at få regnestykket til at gå op, viser en analyse fra tænketanken Kraka, skriver Dagbladet Børsen.

Stopper huller

Skal regeringen i 2020 have balance i budgettet, som er målet, kan den kun hente to milliarder kroner til at forbedre velfærden med.

Tidligere vismand, økonomiprofessor Nina Smith mener, at analysen giver et retvisende billede af situationen:

"De reformer, regeringen har planlagt, skal hovedsageligt bruges til at stoppe huller med. Vil man fastholde og udbygge det nuværende velfærdsniveau, kræver det, at regeringen kommer op med nogle nye og endnu skrappere instrumenter," siger hun til avisen.

Nye huller

Regeringen regner med at skulle bruge 10 milliarder kroner til lovede velfærdsforbedringer. De skal komme i kassen ved reformer af kontanthjælp, SU, fleksjob, folkepension, skat med mere.

"Hvis det alene er reformerne, der skal sikre, at den finanspolitiske målsætning indfris, vil det ifølge foreløbige skøn betyde, at op mod otte milliarder kroner - ud af de 10 milliarder - skal gå til gældsnedbringelse og styrkelse af finanserne, skriver Kraka og fortsætter:

"Det efterlader kun i omegnen af to milliarder kroner til generelle velfærdsforbedringer."

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen er enig i tænketankens regnestykke. Han påpeger dog, at der ikke skal meget til, før prognosen ser anderledes ud.

"Får vi virkelig sparket gang i dansk økonomi, så flytter grænserne sig på arbejdsmarkedet, og det vil så give regeringen et større råderum til at finansiere velfærd," siger han til Børsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063