23948sdkhjf

Villy Søvndal besøger Afghanistan

Udenrigsminister Villy Søvndal rejser videre fra Pakistan til Afghanistan.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) flyver efter et sjældent besøg i Pakistan videre til Afghanistan. Besøget i Pakistan var det første officielle besøg af en dansk udenrigsminister i 10 år.

Det er regionale sikkerhedsløsninger i Pakistan og Afghanistan, der er øverst på dagsordenen i begge lande.

Et sikkert Afghanistan forudsætter også et sikkert og demokratisk Pakistan. Forholdet mellem Afghanistan og Pakistan og dets naboer er helt afgørende for regional og international sikkerhed og stabilitet, siger Villy Søvndal i en kommentar til rundrejsen.

- For mig er det centralt, at vi fra både dansk og europæisk side gør alt, hvad vi kan for at støtte og påvirke udviklingen i en positiv og fredelig retning. Men som jeg har sagt så mange gange før, må vi også være realistiske, siger Villy Sørensen.

Ifølge Villy Søvndal er der er lang vej igen til fred og forsoning i regionen.

- Jeg har både i Pakistan og Afghanistan understreget behovet for, at begge lande arbejder sammen om at løse de betydelige udfordringer, som regionen står overfor.

I Afghanistan skal Villy Søvndal deltage i den regionale "Heart of Asia"-konference i Kabul. Derudover skal han drøfte perspektiverne for fremme af regionalt samarbejde mellem Afghanistan og dets nabolande.

Både EU og Danmark er såkaldte "supportere" i dette regionalt ledede samarbejde, og udenrigsministeren vil som led i det danske formandskab repræsentere EU.

Udenrigsministeren skal også holde møder med nøglepersoner i den afghanske regering, repræsentanter fra ISAF og Nato samt civilsamfundsrepræsentanter.

I Pakistan har udenrigsministeren holdt politiske konsultationer med sin pakistanske kollega, Hina Rabbani Khar og udenrigsministeren blev også modtaget af præsident Zardari og den pakistanske premierminister, Yousuf Gilani.

Der er valg i Pakistan i 2013, og det kan blive første gang i Pakistans historie, hvor et regeringsskifte sker ved stemmeurnerne.

Endvidere har udenrigsministeren mødt fremtrædende menneskerettighedsforkæmpere, repræsentanter for civilsamfundet samt personalet på den danske ambassade, der blev udsat for et terrorangreb den 2. juni 2008.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078