23948sdkhjf

Budget 2013 i København rummer de ældre

Debatindlæg af Lise Thorsen (S), medlem af Borgerrepræsentationen og sundheds- og omsorgspolitisk ordfører.
Alle i København skal føle sig trygge, også når man bliver ældre. Det betyder, at vi vil sikre, at der er den pleje og den omsorg, der er behov for, når livserfaringen er lang. Det betyder også, at ikke alle altid skal have det samme, men netop at den hjælp, der er behov for tilbydes og så vidt muligt tilpasses den enkelte.

Valget af mad ser vi som en vigtig del af ældres hverdag. Derfor arbejder vi videre på, at ældre, der ikke længere selv kan lave mad, ikke bare skal vente på at få deres kommunale måltid inden for døren. Hvis man har lyst og kan klare det, skal man også kunne tage ud at spise eller få take-away. Det giver større valgfrihed, tilpasning til den enkeltes smag og behag, samt giver mulighed for aktivt at tage stilling til måltidernes indhold, samt hvornår man er sulten. Altså bevarer man mere selvbestemmelse, end tilfældet er i dag. Men derudover giver det måske også en tur ud at røre sig og opleve noget, samt måske mindske en ensomhed, som for nogle kan være svær at holde på afstand.

På Amager kører vi projektet med madklippekort i dette efterår. Men for at få et bedre billede af, hvordan ordningen kan fungere bedst muligt, har vi besluttet at udvide ordningen, så den fortsætter frem til 2014, hvor den evalueres. Hvis det bliver en succes, vil jeg arbejde for, at vi kan udvide tilbuddet til resten af København.

Plejehjem med en særlig profil er ligeledes et nyt forsøg på at tilpasse vores tilbud til ældre københavnere. Vi stiler mod at starte med et profilplejehjem med en særlig etnisk profil. I København har vi 3.000 borgere over 65 år. Det vil kun være naturligt, at nogle har lyst til at bo et sted, hvor fælles højtider, særlige behov og ønsker kan indfries. Derudover har vi bedt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om at udarbejde forslag til andre profiler for plejehjem. Men fokus er, at vi har respekt for det at blive ældre og gerne vil kunne tilbyde rammerne til et godt ældreliv, hvor man kan søge fællesskab og selskab, hvis man har lyst. Det er jo desværre ikke alle forundt at springe friske rundt til de en dag falder om som 90-årige. Derfor skal rammerne og plejen skal være både god og værdig.

Et aktivt liv

Når vi taler om, at vi gerne vil have de ældre til at bevare deres aktive liv så længe som muligt, mener vi det faktisk. Også selv om jeg ved, nogle pensionistforeninger har været nervøse for fremtiden p.g.a. forslaget om at skære ned i støtten til §79-klubbernes tilbud. Det forslag er nu taget af bordet, og der sker derfor ikke ændringer i 2013. Dermed håber jeg, at flertallet af de fantastiske tilbud, der er i København for ældre, fortsat kan blive ved med at gøre en stor forskel for de, der deltager i aktiviteterne.

En anden ting jeg vil nævne, er vores indsats over for medarbejderne i ældreplejen. De seneste år har vi igangsat forskellige indsatser for at komme det store sygefravær til livs. Det hjælper. Og det gavner såvel den enkelte medarbejder, men så sandelig også de ældre, der derved ikke mødes af vikarierende nye ansigter konstant. Derfor tøver vi heller ikke med endnu en indsats, som kan være lidt kontroversiel. Nemlig træning i arbejdstiden. Men det er jo ikke en hvilken som helst træning. Det er en træning, der skal styrke medarbejderen i det arbejde vedkommende har i hverdagen. Altså dels styrke kroppen og dels lære de bedste måder at udføre bevægelserne på. Jeg er meget spændt på at følge denne indsats, der starter op på 11 plejehjem og håber, at den kan nedbryde nogle af de sygedage og den nedslidning, vi ikke har fået bugt på via vores indsatser over for bedre ledelse, efteruddannelse, opfølgning på sygdom mv.

Dertil kommer hele vores indsats på at opgradere vores ældrepleje med den nyeste velfærdsteknologi, telemedicin og IT-løsninger. Det handler om at lette ældres hverdag, gøre dem så lidt afhængige af andre og hjælpe dem til at kunne klare sig selv længst muligt i eget hjem.

Vi er allerede i gang, men vil satse endnu mere på dette område ved at skabe fokus på området under titlen "Sund Vækst". Til næste år vil vi i samarbejde med andre organer, bl.a. Copenhagen Capacity, lave en række fyrtårnsprojekter i bydelen Bispebjerg i København. Her vil vi samle de projekter, vi starter op for bedre at kunne gøre indsatsen synlig for andre både i København, men også i udlandet. Bl.a. satser vi på at kunne prioritere to projekter, der er egnet til at blive sat i drift i en større skala i første omgang i København.

Styrkelsen af aktive ældre og deres mulighed for at klare sig selv længst muligt skal også ske ved hjælp af virtuel træning, hvor man træner ved hjælp af computer og internet. Formålet er, at flere kan komme til at træne efter gode programmer, så de enten genoptrænes eller forebygger kommende skader. Også telemedicin skal især i fokus overfor patienter med KOL, diabetes, sårbehandling og hjertepatienter.

Der sker altså rigtig meget inden for ældreområdet i 2013 i København. Nøgleordene er dog lige meget, hvilke initiativer vi sætter i gang, at det skal ske for at gøre den ældre borgers liv godt og værdigt. Fra maden, plejen, boligen, til aktiviteterne. Ens muligheder i tilværelsen – ung som gammel – må ikke afhænge af, hvem man er og hvor man kommer fra. Vi fokuserer på, at vi sikrer kerneydelserne i København for alle hele vejen gennem livet både nu og fremover.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109