23948sdkhjf

Kommunernes velfærdsydelser sammenlignes på ny tilfredshedsportal

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager håber, den nye portal i sidste ende vil betyde bedre service for borgerne i hjemmeplejen, i folkeskolerne og dagtilbuddene.
90 pct. af de ældre, som modtager hjemmepleje er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de får til at gå i bad, ifølge en undersøgelse, som Økonomi- og Indenrigsministeriet i samarbejde med KL, Ministeriet for Børn og Undervisning og Social- og Integrationsministeriet har gjort tilgængelig for kommunerne på en ny tilfredshedsportal.

På den nye portal har kommunerne mulighed for at uploade resultater fra lokale brugertilfredshedsundersøgelser og på den måde få adgang til at sammenligne sig med andre kommuner. Resultaterne fra den nye landsdækkende stikprøveundersøgelse er lagt ind i portalen, så kommunerne allerede nu kan sammenligne sig med landsgennemsnittet. Formålet med tilfredshedsportalen er at understøtte kommunernes arbejde med at udvikle kvaliteten. Det kan kommunerne gøre ved at lære af dem, der har de samme rammebetingelser, men opnår højere tilfredshed end dem selv.

KL’s formand, Erik Nielsen glæder sig over, at kommunerne nu får mulighed for at få samlede tilbagemeldinger fra de mange borgere, der bruger kommunernes dagtilbud, skoler og ældrepleje.

- For viden om brugernes tilfredshed er en god ting, når debatten går i selvsving. Jeg er overbevist om, at det vil vise sig, at vores institutioner i mange forhold er meget bedre end deres rygte. Det tyder landsresultatet bestemt på. Lokalt kan medarbejdere og ledere tage en snak med deres brugere om, hvordan der kan følges op på resultaterne, siger han.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager håber, den nye portal i sidste ende vil betyde bedre service for borgerne i hjemmeplejen, i folkeskolerne og dagtilbuddene.

- Mange kommuner laver i forvejen undersøgelser af brugertilfredsheden, som de offentliggør for deres borgere på kommunens hjemmeside. Nu får kommunerne mulighed for at gøre det både nemmere og billigere samtidig med, at de kan sammenligne sig med andre for målrettet at arbejde med at blive bedre. Kvalitet skal komme indefra, og derfor er det frivilligt for kommunerne, om de vil bruge den nye portal. Men jeg håber selvfølgelig, at de gør det, for jo flere der gør det, jo mere kvalificeret kan portalen bruges.

Foreløbigt har 6 kommuner uploadet resultater af lokale brugertilfredshedsundersøgelser på den nye tilfredshedsportal. Flere er på vej i løbet af efteråret 2012 og foråret 2013. Mange kommuner offentliggør resultaterne af deres undersøgelser på kommunernes egne hjemmesider. Den nye tilfredshedsportal er rettet til kommunerne, men på sigt er det også planen at etablere en borgervendt portal.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062