23948sdkhjf

Dronning Ingrids Forskerpris til leder ved gigthospital i Gråsten

Dronning Ingrids Forskerpris går i år til professor, overlæge, dr.med. Kim Hørslev-Petersen, som til daglig er leder af forskningsenheden på Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten.
Dronning Ingrids Forskerpris uddeles én gang om året og gives til en person, der yder en målrettet og aktiv indsats inden for dansk gigtforskning, og som gennem sin forskning fremmer mulighederne for at forebygge og behandle gigt.

- Gigtforeningen finansierer en væsentlig del af gigtforskningen i Danmark. Ca. 700.000 danskere lever med en gigtsygdom, og der er især brug for nye resultater, som kan forbedre mulighederne for forebyggelse og behandling i fremtiden. Med Dronning Ingrids Forskerpris ønsker vi at hædre en særlig stor og perspektivrig indsats inden for gigtforskning, fortæller direktør for Gigtforeningen, Lene Witte.

Patienternes mand

Valget af Kim Hørslev-Petersen som årets prismodtager blev begrundet af formanden for Gigtforeningens forskningsråd, professor, dr. med. Kristian Stengaard-Pedersen

- Du er patienternes mand - i mere end én forstand. Ikke alene er du en særdeles afholdt og sympatisk læge i ordets bedste forstand. Du har også som en af de første inden for dit felt insisteret på, at patientvinklen skal være stærkt repræsenteret i din forskning. Det betyder, at de patienter, det hele handler om, altid er repræsenteret i de styregrupper, som er med til at forme dine projekter. På den måde har du om nogen introduceret patienternes oplevelser og erfaringer som en integreret og afgørende ressource i moderne gigtforskning – også det er en stor og betydningsfuld bedrift, lød det fra Kristian Stengaard-Pedersen ved prisooverrækkelsen.

En af de drivende kræfter bag CIMESTRA-projektet

Kim Hørslev-Petersen har været en af de drivende kræfter bag det store CIMESTRA-projekt, som Gigtforeningen igangsatte omkring årtusindskiftet. Projektet viste, at tidlig diagnosticering og omgående, konsekvent behandling efter kendte principper effektivt kan forebygge nedbrydningen af knoglerne ved blandt andet leddegigt. Denne indsigt har ændret behandlingen og fået betydning for tusindvis af patienter verden over. Også i projektets næste fase, som inddrager biologiske lægemidler i den tidlige behandling af leddegigt, er Kim Hørslev-Petersen en særdeles stærk drivkraft, fortæller formanden for Gigtforeningens forskningsråd.

Dronning Ingrids Forskerpris blev indstiftet i 1978 for at markere, at Dronning Ingrid da havde været protektor for Gigtforeningen i 25 år. Med prisen følger 100.000 kr. Prisen blev overrakt ved en ceremoni på Amalienborg af protektor for Gigtforeningen, Hendes Majestæt Dronningen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143