23948sdkhjf

Fagbevægelsen kræver jobgaranti

Sygeplejersker og pædagoger er klar til mere arbejde, hvis de får garanti mod fyringer, siger fagbevægelsen. Uden en form for garanti mod fyringer af for eksempel sygeplejersker, pædagoger, skolelærere og bankfolk bliver der ingen trepartsaftale med hovedorganisationen FTF
Mod en jobgaranti er FTF til gengæld klar til at skrue op for arbejdstiden. Det kan være feriefridage eller helligdage, som bliver til arbejdsdage eller en generelt længere arbejdsuge, skriver Politiken fredag.

"Vi kan ikke sige til folk, at de skal arbejde mere, hvis det bare betyder, at kollegaen bliver fyret. Vi kan ikke acceptere, at der fyres pædagoger, sygeplejersker og bankfolk, og hullerne lukkes af andre, der arbejder mere. Det kan man ikke forlange af fagbevægelsen," siger formand Bente Sorgenfrey fra FTF, der repræsenterer 450.000 lønmodtagere.

De såkaldte trepartsforhandlinger ventes at gå i gang i maj, når urafstemningen om overenskomstaftalerne for 500.000 privatansatte er overstået.

Oplæg

Kravet om jobgaranti fremgår af et otte sider langt oplæg til trepartsforhandlingerne, som FTF's tolv mand store forretningsudvalg netop har vedtaget.

Regeringen lægger i sit regeringsgrundlag op til at få udvidet arbejdsstyrken med 20.000 personer. Det skal blandt andet ske ved, at lønmodtagerne arbejder mere i det daglige, holder kortere ferier eller dropper helligdage.

Svært

Det kan dog blive svært at blive enige om en aftale, da begge parter har meget på spil, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Regeringen får svært ved at give en garanti mod fyringer, samtidig med at der skal spares penge og effektiviseres i stat, regioner og kommuner. Fagbevægelsen får det til gengæld svært over for sine medlemmer.

"Nu har man lige fået smæk i overenskomstforhandlingerne i den private sektor. Og man har også fået tæsk med tilbagetrækningsreform og halvering af dagpengeperioden. Så det er ikke sådan, at fagbevægelsen lige står klar til at levere sådan en arbejdsudbudsaftale, samtidig med at fyringerne rasler ned over ørerne på dem," siger Flemming Ibsen.

//ritzau//
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063