23948sdkhjf

Konkurrence = Penge

Effektiviseringspotentiale og gode rammeaftaler giver kæmpe besparelser for landets kommuner
En analyse foretaget for KL og Finansministeriet i foråret 2011 viste, at der er et samlet effektiviseringspotentiale på mellem en og to milliarder kroner om året på kommunernes indkøb. Nu viser en analyse, at 58 kommuner står til at spare tæt på 100 millioner - alene på fællesindkøb af multifunktionsmaskiner.

Den store kommunale opbakning til den første forpligtende indkøbsaftale, som SKI har udbudt i tæt samarbejde med KL og en række kommuner, giver gode besparelse til kommunerne.

En prisanalyse, som rådgivningsvirksomheden IKR har foretaget, af den fælleskommunale forpligtende indkøbsaftale viser, at de 58 tilsluttede kommuner kan spare 95 millioner kroner ved indkøb af multifunktionsmaskiner i forhold til at købe tilsvarende maskiner på SKI's frivillige aftale på kopi og printområdet.

"Jeg er meget tilfreds med den aftale, der er indgået. De store besparelser, som de 58 kommuner kan se frem til, viser netop, at kommunerne ved at forpligte og samle deres indkøb kan spare mange penge. På den måde hjælper indkøbsaftalerne kommunerne til at spare, uden at de skal skære i servicen," siger den tidligere minister Jan Trøjborg (S), der er formand for KL og borgmester i Horsens.

Udover selve besparelsen på indkøb sparer kommunerne betydelige personalemæssige ressourcer ved ikke selv at skulle stå for udbuddet.

Besparelser

IKRs prisanalyse viser, at de tilsluttede kommuner kan opnå en besparelse på 25 pct. ved køb på den forpligtende aftale.

Priserne på den første forpligtende aftale '50.11 Multifunktionsmaskiner med tilhørende ydelser' er sammenlignet med priserne for tilsvarende multifunktionsmaskiner på SKI’s nye frivillige aftale '02.12 Kopi og print', der trådte i kraft i slutningen af marts. Den nye frivillige aftale har i forvejen opnået 27 pct. bedre priser på multifunktionsmaskiner end den hidtidige SKI-aftale på området.

De 58 kommuner, der har tilsluttet sig den forpligtende aftale for multifunktionsmaskiner, forventes dermed at kunne spare omkring 95 mio. kr. i aftalens 3-årige løbetid i forhold til indkøb foretaget på den frivillige aftale.

"Den nye forpligtende aftale for multifunktionsmaskiner har rigtig gode priser. Ja med vores store kendskab til det offentlige - og ikke mindst det kommunale - print- og kopi marked, vil jeg faktisk sige, at aftalen sætter en helt ny prisstandard," siger adm. direktør i IKR, Jarl Arfelt og tilføjer:

"Samtidig indeholder aftalebetingelserne et sikkerhedsnet, som sikrer, at kunderne ikke betaler for unødige ydelser. Dermed undgår vi tidligere tiders uheldige historier om offentlige kunder, som er bundet kontraktmæssigt op på uheldige kontrakter," siger IKR's adm. direktør.

De fem leverandører, der var med i konkurrencen om aftalen for multifunktionsmaskiner har budt ind med stort set samme høje kvalitet. Konkurrencen blev dermed afgjort af den bedste pris.

Der er i udbuddet af den forpligtende aftale anlagt en TCO-betragtning, hvor vinderen af udbuddet ikke blot er udvalgt efter produkternes anskaffelsespris, men også efter udgifterne til den efterfølgende drift som eks. klikpriser og strømforbrug.

Gode takter

SKI's adm. direktør Signe Lynggaard Madsen vurderer, at de store besparelser på den første forpligtende aftale lover godt for de kommende forpligtende aftaler, der er på vej som en del af økonomiaftalen mellem regeringen og KL for kommunernes økonomi for 2012.

"Jeg er meget tilfreds med, at kommunerne kan spare 25 pct. ved at benytte den første forpligtende aftale. Det lover rigtig godt for de kommende forpligtende aftaler. Jeg glæder mig især over, at produkterne på aftalen er udvalgt ud fra en TCO-betragtning, hvor de samlede omkostninger i aftalens løbetid er indregnet, da det ellers svarer til kun at kigge på prisen på en bil uden at medregne benzinforbruget eller serviceomkostningerne," siger Signe Lynggaard Madsen.

SKI har netop valgt leverandør på aftalen. Det blev Ricoh Danmark A/S. Aftalen forventes at træde i kraft 1. maj 2012.

Flere aftaler

I økonomiaftalen for 2012 blev det besluttet, at der frem til 2015 skal laves 15 til 20 forpligtende indkøbsaftaler. Og målet er, at størstedelen af kommunerne tilslutter sig aftalerne. I foråret 2012 er der tilslutning til yderligere tre fællesforpligtende indkøbsaftaler for forbrugsartikler, computere og kontormøbler.

"At over halvdelen af kommunerne er med på den første aftale viser, at vi er godt på vej mod at opfylde den målsætning, som vi sammen med regeringen satte i økonomiaftalen," siger Jan Trøjborg fra KL.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065