23948sdkhjf

12 kommuner dømt for fusk med udbud

12 jyske og fynske kommuner brød reglerne om udbud, da de i fællesskab købte materialer til institutioner.
12 kommuner er af Vestre Landsret blevet dømt for grove fejl i forbindelse med en licitation over beskæftigelsesmaterialer til omkring 1000 institutioner, der rækker lige fra vuggestuer over børnehaver til plejehjem.

Leverancen af peddigrør og plastdimser har en værdi af 15 millioner kroner.

De 12 jyske og fynske kommuner har en fælles indkøbscentral, kaldet 12-by-gruppens Indkøbscentral.

Vestre Landsrets dom betyder, at en kontrakt, som 12-by-gruppen har indgået med Creativ Company med hjemsted i Holstebro, skal opsiges straks, og at der skal laves en ny udbudsrunde.

Sagen begyndte egentlig allerede i 2009, da Retten i Herning dømte de samme 12 kommuner for fodfejl i udbuddet af beskæftigelsesmaterialer til kommunernes institutioner.

Kommunerne skulle opsige kontrakten med Creativ Company og gennemføre en ny udbudsrunde.

Det gjorde man også, men samtidig indgik man en mundtlig aftale med firmaet om levering af beskæftigelsesmaterialer, indtil der kunne gennemføres en ny udbudsrunde.

Herefter gennemførte indkøbscentralen en ny udbudsrunde, hvor man i høj grad anvendte de indkøb, som Holstebro Kommune havde gjort hos Creativ Company, som grundlag for, hvad der skulle bydes på.

Fristen for at afgive tilbud var også så kort, at kun Creativ Company i realiteten havde mulighed for at nå det.

Derfor skal kontrakten opsiges med en måneds varsel, har landsretten bestemt.

Sagen mod indkøbscentralen var rejst af AV Form A/S, Herning, der på sin side krævede erstatning for tabt kontrakt og dækning af firmaets udgifter til sagen.

Men hertil siger landsretten at det arbejde, som AV Form har haft i forbindelse med sagen ligger inden for det normale forretningsområde, og derfor ikke skal erstattes. Til gengæld får AV Form 106.300 kroner til dækning af sagens omkostninger.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.5